"Må se misundeligt til": Elektronikbranchen halter voldsomt efter resten af industrien
Elektronikbranchen halter fortsat efter den øvrige industri, men det begynder at lysne.
Det er de umiddelbare konklusioner, man kan drage af brancheforeningen DI Digitals seneste kvartalsanalyse, som dækker over månederne oktober-december i fjor.
- Vi har i nogle kvartaler kunnet se, at elektronikbranchen står ret stille og har haft en begrænset vækst i produktionen i forhold til den øvrige industri, som har oplevet en flot vækst i produktionen, siger Lars Rasmussen, der er fagleder for elektronik og kvanteteknologi hos DI Digital.
Den samlede produktion i elektronikbranchen er i oktober-december vokset med 3,8 procent sammenlignet med året før. Men den øvrige industriproduktion - frasorteret medicinalindustrien - er i samme periode vokset med 14 procent.
- De oplever nogle helt andre vækstrater, hvor elektronikbranchen er parkeret på sidelinjen og kan se misundeligt til væksten i den øvrige industri, siger Lars Rasmussen.
Efterspørgsel begynder at vokse
Men elektronikanalysen viser også, at der begynder at være en spirende optimisme i branchen.
Således anser 19 procent af medlemmerne "mangel på efterspørgsel som en produktionsbegrænsning". Det tal hed kvartalet forinden 38 procent, og dermed lader efterspørgslen til at være opadgående.
- Det er glædeligt, at branchen oplever en flot fremgang i efterspørgslen. Men når jeg spørger i branchen, så er der forskelle. Nogle dele af branchen kan virkelig mærke den her vækst, og andre begynder kun at se en stabilisering og et mere normalt billede, siger Lars Rasmussen og nævner, at blandt andet leverandører til forsvarsindustrien mærker en stor efterspørgsel.
Lars Rasmussen siger, at der stadig er en tendens til, at mange elektronikvirksomheder oplever fyldte lagre, der hæmmer efterspørgslen. Men nogle af de makroøkonomiske faktorer, der har bremset salget, begynder at se bedre ud.
- Vi ser globalt, at væksten begynder at komme tilbage efter et 2024 med dødvande. På tværs af verden ser der ud til at komme mere gang i den i 2025 og 2026, så jeg håber vi kommer til at se en generel vending. Der kommer til at være investeringer i en bred vifte af industrier, og særligt i højteknologi.
- Så vi håber selvfølgelig på, at den danske elektronikbranche kan få fingre i en del af omsætningen der, lyder det fra Lars Rasmussen.