Nokia skal have ny topchef
Den finske teknologikæmpe Nokia skal have ny topchef.
Virksomheden har meddelt, at CEO Pekka Lundmark ønsker at træde tilbage efter fem år på posten.
Bestyrelsen har allerede fundet hans afløser i form af Justin Hotard:
- Jeg er glad for at byde Justin velkommen til Nokia. Han har en stærk historik med at accelerere vækst i teknologivirksomhed og en stor ekspertise i AI og datacenter-markeder, som er kritiske områder i Nokias fremtidige vækst. I hans tidligere roller og gennem udvælgelsesprocessen har han demonstreret den strategiske indsigt, fremsynethed, ledelse og værdiskabelse, der er nødvendig for en Nokia-CEO, udtaler Sari Baldauf, der er bestyrelsesformand i Nokia.
Nokia var gennem en lang årrække verdens største producent af mobiltelefoner, men efter smartphonens ankomst, blev den finske virksomhed overhalet af Apple og Samsung.
Senere har Nokia helt nedlagt sin mobiltelefonforretning. I dag specialiserer virksomheden fra Espoo sig i løsninger til datacentre, cloud og 5G-netværk.
Nokia oplyser i pressemeddelelsen, at Pekka Lundmark vil fortsætte som CEO frem til udgangen af marts, hvor Justin Hotard overtager roret 1. april. Pekka Lundmark vil fortsætte i en rådgivende rolle frem til udgangen af året.