Dansk virksomhed i USA: - Hvem bekymrer sig ikke?
Niels Pedersen mener ikke, man kan ignorere Donald Trump og hans trusler om at pålægge europæiske varer told.
- Hvem bekymrer sig ikke om, hvad Trump kan indføre, som kan forstyrre vores forretningsorden? Selvfølgelig er der en professionel bekymring, siger Niels Pedersen, der er direktør, ejer og stifter af Hinnerup-virksomheden Blue Line, som leverer IT-løsninger til krævende miljøer.
Direktøren vil dog ikke male fanden på væggen.
I fjor etablerede Blue Line et amerikansk datterselskab i North Carolina. Selskabet fungerer dog i skrivende stund udelukkende som salgsselskab, men på sigt vil det være muligt at etablere en del af montagen i USA eller eventuelt flytte dele af produktionen til amerikanske underleverandører.
Før det kommer dertil, maner Niels Pedersen dog til ro.
- Jeg ser mere truslerne som en politisk agenda end ønsket om en langvarende handelskrig med hele EU, lyder det fra Niels Pedersen.
Konkurrenter i samme situation
Blue Line, der har godt 30 ansatte, producerer IT-udstyr til krævende miljøer. Det indebærer blandt andet monitorer, betjeningspaneler og PC'er til pharma-, biotek-, forsvars- og fødevareindustrierne.
Niels Pedersen fortæller, at de fleste af virksomhedens konkurrenter også er europæiske, hvorfor en eventuel toldbarriere ikke kun vil ramme Blue Line.
- Så længe vores hovedkonkurrenter også er fra Europa, så vil de have samme problem. Hvis der var flere amerikanske konkurrenter, så ville det være en større udfordring. Men det er der så heldigvis ikke helt, siger Niels Pedersen.
Han siger desuden, at netop dette forhold også har ligget til grund for etableringen af det amerikanske datterselskab.
Blue Line blev stiftet i 1986 af Niels Pedersen.
Udover hovedkontoret i Hinnerup og datterselskabet i USA har virksomheden datterselskaber i Norge og Sverige.
Selskabet havde i 2023/2024 en bruttofortjeneste på 26,8 millioner kroner og en bundlinje på 7,8 millioner kroner.