23948sdkhjf

International lyd-kæmpe siger farvel til direktøren

Nu forhenværende direktør har tidligere erkendt fejl vedrørende fejlslagen app-lancering

Den internationale luksuslyd-gigant Sonos har smidt sin direktør på porten.

Sonos meddeler i en selskabsmeddelelse, at man har taget afsked med CEO Patrick Spence, der ligeledes stopper som medlem af bestyrelsen i Sonos, der især er kendt for sine trådløse højttalersystemer. I meddelelsen takker bestyrelsesformand Julius Genachowski Patrick Spence for hans indsats siden 2017.

Ifølge en række medier, blandt andet Reuters og LA Times, lancerede Sonos i foråret i fjor en stor opdatering til sin app. Opdatering gik dog i vasken og resulterede i at mange brugere ikke kunne bruge appen til at styre deres højttalersystemer som tiltænkt. Det ville koste 20-30 millioner dollars at reparere og betød, at 6 procent af medarbejderstaben måtte afskediges.

Ligeledes meddelte Patrick Spence, at han havde begået fejl vedrørende lanceringen af appen, og han og en række andre ledere måtte afstå bonusser i kølvandet på fejlene.

Sonos meddeler dog ikke selv noget om, hvorvidt sidste års katastrofe-lancering har spillet ind på fyringen.

Virksomheden med base i Los Angeles oplyser, at man nu har påbegyndt sin jagt på en ny CEO, der skal "bygge videre på Sonos' arv af innovation og fortræffelighed".

Indtil det lykkes indtager bestyrelsesmedlem Tom Conrad posten som midlertidigt CEO.

- Med sin dybe produktekspertise og sit langvarige forhold til Sonos er Tom unikt egnet til at lede virksomheden fremad i overgangsperioden, og bestyrelsen ser frem til at arbejde tæt sammen med ham. Vi er begejstrede for de muligheder, der ligger foran os, udtaler formand Julius Genachowski om Tom Conrad, der har siddet i bestyrelsen siden 2017.

Sonos er stiftet i 2002. Virksomheden har 1700 ansatte fordelt på otte lokationer og omsatte i 2024 for knap 11 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074