Oticon Delta sikrer William Demant høj vækst
Væksten i William Demant Holding er drevet af fremgang på Oticon Delta i både omsætning og indtjening.
I 2006 har koncernen haft en omsætning på 5.085 mio. kr. svarende til en vækst på 12,4 pct. i forhold til sidste år. Resultatet af primært drift blev 1.271 mio.kr., hvilket svarer til en overskudsgrad på 25 pct.
Koncernens samlede styksalg af egenproducerede høreapparater steg med 9 pct. i 2006. Baseret på de tilgængelige markedsstatistikker udgjorde stykvæksten i markedet 3-4 pct. i samme periode. Koncernen har således også i 2006 vundet markedsandele.
Omsætningsvæksten i koncernens høreapparataktiviteter var samlet set 13 pct., mens Diagnostiske Instrumenter og Personlig Kommunikation genererede en vækst på henholdsvis 10 pct. og 12 pct.
Koncernens vækst har i særlig grad været drevet af det kosmetisk attraktive produktkoncept Oticon Delta
og dets RITE-teknologi (Receiver-In-The-Ear), der blev frigivet til salg i foråret 2006.
I 2007 ventes en vækst i omsætningen på 9-12 pct. opgjort i lokale valutaer i et marked, der anslås at ville vokse
3-5 pct. opgjort i værdi.
Kilde: Årsrapport 2006 for William Demant Holding A/S / Københavns Fondsbørs