23948sdkhjf

Fortsat fald i konkurser

Den seneste måneds konkurstal fortsætter den positive udvikling, vi har set de seneste måneder.
September måned i år bød med sine 378 konkurser igen på få konkurser sammenlignet med de senere år. På trods af at der sammenlignet med august måned i år ses en lille stigning, er tendensen, at det samlede antal konkurser målt på årets første ni måneder fortsat er faldende, siden de toppede i 2010, da krisen var på sit højeste.

Helt præcist er det samlede antal konkurser faldet fra 4.739 i 2010 til 3.641 i år, hvilket er et fald på 23 procent. Det viser tal fra Bisnode Credit.

Positiv udvikling
I forhold til sidste år ses et fald på 4 procent. Endelig, hvis man sammenligner med september måned sidste år, er antallet af konkurser faldet med 2 procent. Martin Stabell, risk management specialist hos Bisnode Credit, mener, at der er grund til optimisme på baggrund af de nye tal:

- På trods af, at vi ser en svag stigning i antallet af konkurser i forhold til sidste måned, er det rigtig positive tal for dansk erhvervsliv. For det første byder september måned historisk set på flere konkurser end august, og derfor er det naturligt, at vi ser en svag stigning. For det andet bliver det samlede antal konkurser ved med at falde, hvis vi ser på de første ni måneder af 2013 og sammenligner med de samme måneder de fire foregående år. Det viser med al tydelighed, at dansk erhvervsliv er inde i en positiv udvikling, fortæller Martin Stabell.

Gode takter i udsatte brancher
På brancheniveau er det værd at hæfte sig ved transportbranchen, som tidligere har haft et højt antal konkurser. Antallet af konkurser i branchen fortsætter nemlig med at falde; fra 28 konkurser i september måned 2010 til 14 i september måned i år. Samme positive tendenser ses hos bygge- og anlægsbranchen samt fremstillingsvirksomheder, som også er brancher, der har været hårdt af ramt af krisen. Tallene indikerer ifølge Martin Stabell, at krisen er ved at løsne sit greb om en række udsatte brancher:

- Vi ser fald i konkurser inden for flere brancher, men det er værd at hæfte sig ved faldet i konkurser i flere af de brancher, der ellers har domineret konkursstatikkerne de senere år. Selv bygge- og anlægsbranchen, som ellers fortsat er inde i en vanskelig periode, oplever et fald i konkurser på 16 procent i forhold til september måned sidste år. Det tegner godt for den samlede danske økonomi, siger Martin Stabell.

Mere negativt så det ud for finanssektoren, som stadig har et stigende konkursniveau – dog ikke i samme grad som de to foregående måneder – samt engros- og detailbranchen, der trods sidste måneds positive takter oplevede en svag stigning i antallet af konkurser i september.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.184