23948sdkhjf

Partdesign satser på egen produktion

Den nordjyske udviklingsvirksomhed er rykket i nyt domicil og har nu fået plads til at insource noget af den produktion, der ellers ligger hos samarbejdspartnere i Kina.
Partdesign er rykket i nyt domicil på Hobrovej i Aalborg, og det betyder øget plads og dermed nye muligheder.

- Vi har samlet vores aktiviteter, så vi har lager og kontor på samme sted. I alt har vi 400 kvadratmeter lager og produktion og godt 100 kvadratmeter kontor, fortæller Christian Primdahl Nielsen fra Partdesign.

Vil selv sprøjtestøbe emner
Den nordjyske virksomhed fungerer først og fremmest som udviklingshus inden for mekanik, men derudover tilbyder man sig også som sourcingpartner med flere kinesiske samarbejdspartnere. Fordelingen mellem de to forretningsområder er ca. 50/50, og siden 2012 har virksomheden haft en kineser ansat i BaoAn, Shenzhen, der laver NPI- og QC-arbejde på de produkter, de får fremstillet derude. Nu er man dog klar til at hive en del af den kinesiske produktion hjem til Danmark.

- Selv om lageret fylder godt på vores nye fabrik, har vi fundet plads til at starte egen produktion. Vi kunne godt tænke os at lave nogle af de sprøjtestøbte emner herhjemme i stedet for i Kina, forklarer Christian Primdahl Nielsen, og fortsætter:

- Vi er for øjeblikket på jagt efter en brugt maskine til formålet, og satser på at have det oppe at køre inden årsskiftet.

Kan reducere lageret
Ifølge Christian Primdahl kan det sagtens lade sig gøre at sprøjtestøbe emnerne til samme pris som ude i Kina, og ved at have produktionen lokalt vil Partdesign kunne reducere lagerbeholdningen uden at give køb på leveringssikkerheden overfor kunderne.

- Vi vil typisk kunne bruge det til de lidt længerevarende serier – altså til de kunder, hvor vi skal levere kontinuerligt – og typisk til de mere tekniske emner, hvor der er funktionsmæssige krav til tolerancer, siger Christian Primdahl Nielsen.

I første omgang er det kun sprøjtestøbte emner, Partdesign vil hente hjem fra Kina, men bliver det en succes, er man åben for at hente andre simple processer som fx undermontage til Danmark. I første omgang bliver det de to partnere Christian Primdahl og Leif Christensen, der skal stå for produktionen, men går det som planlagt er de to klar til at ansætte nye folk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064