Dansk virksomhed leverer nøglekomponent til CERN
Mekoprint er kommet ind i varmen hos CERN, Den Europæiske Organisation for Nuklear Forskning.
Her har den nordjyske virksomhed leveret en række EMC-komponenter til CERNs Large Hadron Collider (LHC), der er verdens største og mest kraftfulde partikelaccelerator.
- Vi er stolte af at bidrage til CERNs mission om at fremme forståelsen af fundamentale partikler. Samarbejdet har været meget konstruktivt og inspirerende. Det har været særligt positivt for os at opleve, hvordan vores ekspertise inden for industriel serieproduktion og erfaring med lignende løsninger har kunnet støtte op om CERNs banebrydende forskning, udtaler Bjørn Mølbach Krogh, Business Manager for Mekoprint Micromechanics.
Krav til afskærmning og tykkelse
Mere specifikt er der tale om, at Mekoprint har leveret EMC-afskærmning til en del af LHC. Der er tale om Compact Muon Solenoid (CMS), der er en detektor, som skal opfange nye fysiske fænomener i LHC-acceleratoren.
Afskærmningerne har været nødvendige for at kunne måle værdierne korrekt, men der var ligeledes krav til EMC-komponenternes størrelse og tykkelse.
- Vi indså hurtigt, at vi skulle tænke nye veje for at imødekomme CERNs krav til en tætsluttende afskærmning med minimal materialetykkelse. Vores erfaring med drejning og fræsning af microkomponenter samt en konstruktiv dialog med CERN var vejen til en løsning, der overholdt alle krav samt kunne serieproduceres, lyder det fra Bjørn Mølbach Krogh.
EMC-afskærmningen er lavet af fræset aluminium.
Mekoprint oplyser hverken prisen eller den konkrete størrelse på samarbejdet med CERN.
Over 800 ansatte
Mekoprint har hjemme i Støvring i Nordjylland og har desuden fabrikker i Ukraine, Polen og Serbien. Virksomheden leverer en lang række komponenter inden for elektronik og mekanik.
Virksomheden har i alt 13 fabrikker og over 800 ansatte.
CERN er verdens største forskningscenter for partikel- og højenergifysik og driver nogle af verdens mest avancerede partikelacceleratorer.
Centret ligger på grænsen mellem Schweiz og Frankrig og har over 20 medlemslande.