23948sdkhjf

Asetek vil rejse 118 millioner: Sætter spørgsmålstegn ved videre drift

Der mangler likviditet i Asetek

Det er svære tider for nordjyske Asetek, og det får nu virksomheden til at søge friske midler.

Mere præcist har den nordjyske producent af vandkøling og motorsportssimulationsudstyr meldt ud, at man inden længe vil åbne op for en fortegningsemission, der skal rejse op mod 118 millioner kroner.

Det hænger kort og godt sammen med den svigtende efterspørgsel i væskekølingmarkedet, lyder det.

- Volatiliteten inden for den største del af vores forretning, væskekøling, har ført os til en situation, hvor vi søger aktionærernes støtte til at gennemføre en fortegningsemission. Det var selvfølgelig ikke noget, vi havde forventet, da vi tog hul på 2024 efter et rekordstærkt 2023, udtaler bestyrelsesformand René Svendsen-Tune i en fondsbørsmeddelelse.

Det lyder i meddelelsen, at der kan sættes spørgsmålstegn ved den videre drift, såfremt man ikke opnår at rejse minimum 60 millioner kroner.

"Selskabet mener ikke, at dets nuværende likviditetsposition og den likviditet, der er tilgængelig fra dets drift, eksterne lån og andre tilgængelige kilder, er tilstrækkelig til at opfylde dets behov for arbejdskapital efter januar 2025, hvis minimumsudbuddet ikke gennemføres," lyder det i meddelelsen.

Den nye fortegningsemission åbner fredag 6. december og løber til 19. december.

Skuffende år

Formanden henviser i udtalelsen til, at Asetek i 2023 voksede over 50 procent på toplinjen og fik vendt et tocifret bundlinjetab til et ditto plus.

I dette regnskab har den nordjyske virksomhed måttet nedjustere i løbet af regnskabsåret og har ligeledes fyret i sommer.

CEO og stifter, André Sloth Eriksen, har tidligere fortalt, at det indtil videre sløje 2024 skyldes et svigtende marked i væskekøling. Det hænger blandt andet sammen chipproducenternes forsinkede lanceringer af nye chips, som har ført til at forsinket udvikling af nye gamercomputere og dermed fravær af ordrer på kølesystemer fra Asetek.

Væskekøling-benet er Aseteks oprindelige forretning og udgør fortsat cirka 90 procent af omsætningen.

De senere år har selskabets nyeste forretningsben, SimSports, fået mere fokus i det nordjyske.

Forretningsbenet indebærer udstyr til motorsportssimulationer i form af blandt andet rat og pedaler. Selvom det fortsat udgør en mindre del af forretningen, skal det på sigt vokse, og i modsætning til væskekøling forventes der fortsat vækst på SimSports i år.

For nyligt kunne nordjyske Asetek, der har godt 100 ansatte fordelt i Aalborg, Kina, Taiwan og USA, præsentere et nyt samarbejde med konsolgiganten Xbox.

Xbox er ifølge Asetek den konsol, som flest bruger til netop såkaldt simracing, og derfor er der mange potentielle kunder i at udstyret nu også er kompatibelt med Microsofts konsol.

Asetek forventer, at markedet for simracing vokser med 15 procent årligt fremover.

Electronic Supply forsøger at få en kommentar fra André Sloth Eriksen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078