Vestas etablerer vingefabrik i Spanien
Vestas har besluttet at etablere sin første vingefabrik i Spanien for at fremme vindenergiens fortsatte udvikling i Middelhavsområdet.
Vingeproduktionen vil være til V90-vindmøllerne, som er meget konkurrencedygtige på det spanske marked. Den totale investering i produktionsudstyr, grund og bygninger forventes at beløbe sig til ca. EUR 47 mio.
Opførelse af fabrikken påbegyndes i 2007, og produktion er planlagt til at gå i gang i andet kvartal 2008. Når anlægget kører ved fuld kapacitet, vil produktionskapaciteten være på omkring 1.200 vinger om året. Fabrikken vil blive placeret på en grund på 200.000 m2, og den 20.000 m2 store fabrik vil beskæftige ca. 400 medarbejdere.
Med en akkumuleret installeret kapacitet på mere end 11.600 MW er Spanien et af de førende lande inden for vindenergi på europæisk plan såvel som på verdensplan. Vestas forventer, at det spanske marked vil fortsætte som et stort og stabilt marked i årene fremover.
Castilla-La Mancha havde pr. 1. januar 2007 en installeret kapacitet på mere end 2.300 MW, og den autonome region ligger på andenpladsen blandt de 17 autonome regioner i Spanien med hensyn til antal installeret kapacitet.
Vestas har installeret tre vindkraftværker i Castilla-La Mancha bestående af 36 stk. V82-1,65 MW vindmøller og 11 stk. V90-2,0 MW vindmøller, hvilket i alt giver mere end 80 MW. Derudover er Vestas i øjeblikket ved at installere mere end 100 stk. V90-1,8 MW og V90-2,0 MW vindmøller til flere vindkraftværker i regionen, hvilket vil øge Vestas’ installerede kapacitet i Castilla-La Mancha til ca. 300 MW.
Kilde: Vestas Wind Systems / http://www.vestas.com