Fra Virum til Kina: Åbner datterselskab
Audientes skruer op for sin kinesiske tilstedeværelse.
For nu er den danske producent af høreapparater og lignende høreudstyr officielt til stede i Kina med et datterselskab.
Selskabet hedder ZhiYinYou Technology Limited og er etableret i et joint venture med selskabets hidtidige kinesiske distributør, Shenzhen Hengtong Partner Co. Ltd.
- Den officielle etablering af ZhiYinYou Technology Limited markerer en vigtig milepæl på vores rejse mod at levere prisvenlige høreløsninger af høj kvalitet til det kinesiske marked. Dette joint venture styrker ikke kun vores markedsposition, men fremskynder også vores mission om at gøre høresundhed tilgængelig for millioner af mennesker. Ved at kombinere Audientes' teknologiske innovation og udviklingsknowhow med Hengtongs kommercielle ekspertise skaber vi en stærk platform til at opnå bæredygtig vækst og påvirke liv positivt, udtaler Audientes' CEO, Steen Thygesen, i en selskabsmeddelelse.
Med det nye selskab har parterne identificeret fire primære områder for forretningen. Det første er at udvikle produkter tilpasset det kinesiske marked. Det næste er at styrke tilstedeværelsen i både Kina og andre steder i Asien i kraft af Hengtongs distrubtionsnetværk.
Det tredje er at strømline de regulatoriske godkendelsesprocesser i forbindelse med produktlanceringer, og det sidste er at gøre høreløsninger mere tilgængelige.
Audientes lancerede sine første produkter for cirka tre år siden. Virksomheden leverer høreapparater men fokuserer særligt på såkaldte OTC (over-the-counter)-høreprodukter. Det indebærer produkter der kan forbedre hørelsen for folk med høretab, men som ikke er deciderede høreapparater, der kræver indstilling og tilpasning hos audiologer.
På den måde er OTC-produkterne billigere for forbrugerne men kan heller ikke sikre samme oplevelse.