23948sdkhjf

Demant klar til frasalg efter fyringer

Medico-kæmpen har trimmet og tunet internt brand

Tidligere på året droppede Demant at frasælge virksomhedens Epos-brand, som de sælger headsets igennem.

Årsagen var ret simpel: der var ingen købere, for det var ikke en god forretning. Derfor satte Demant, som har base i Smørum, i forlængelse af halvårsregnskabet gang i en større omstrukturering i forretningsbenet, der blandt andet har inkluderet fyringer.

Og nu er man snart klar til at sætte et "til salg"-skilt på Epos igen. Det fortæller topchef Søren Nielsen til Electronic Supply.

- Det var en stor omstrukturering, så nu er der balance i omkostningerne. Så jeg regner med, vi kan lave overskud i fjerde kvartal, og så kan salgsprocessen begynde igen, siger han.

Han kan ikke sige meget mere om omstruktureringen, udover at der "har været en betydelig reduktion i antallet af medarbejdere", således at forretningen nu er overskudsgivende.

- Det er både med henblik på at sælge, men det er også for, at det ikke giver underskud, så længe vi selv ejer det, siger Søren Nielsen.

Epos blev startet i 2019 som en del af Demants communications-afdeling. Her har man hovedsageligt produceret headsets til professionel brug, men har også forsøgt sig med at udvikle gaming-headsets. Den del meldte virksomheden dog allerede i 2023 ud, at man ville lukke.

Derfor, fortæller Søren Nielsen, har en stor del af omstruktureringen i Epos bestået i at skære Epos ind til den del af forretningen, som har været mest lønsom: professionelle headsets.

Demants communications-afdeling stod i fjor for knap fire procent af virksomhedens samlede omsætning.

Samme billede hos GN - og så alligevel ikke

En af Demants store konkurrenter, GN Store Nord, udgav onsdag kvartalsregnskab. For Ballerup-virksomheden var det - ligesom med Demant - høreapparaterne, der drev forretningen, mens enterprise- og gaming-afdelingerne, der dækker over henholdsvis mødeudstyr og gaming, gik tilbage.

Hos GN har man dog stor tiltro til de områder og agter ikke at sælge fra.

Tidligere på året var det derimod GN, der ville skære forretningen ind til benet. Her lød det, at man ikke var eksperter i at drive detailhandel, hvorfor selskabet solgte Dansk Hørecenter til Demant.

Netop det detail-benet er begyndt at være en vigtig faktor for Demant, fortalte Søren Nielsen for nyligt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078