23948sdkhjf

DI-direktør efter valgsejr til Trump: Et wake up-call til Europa

Dansk Industris administrerende direktør forudser udfordringer for dansk eksport med Trump som præsident

Det kan godt være, at republikanerne har fejret Donald Trumps valgsejr i stor stil i Florida, men hos Dansk Industri er festen fuset en smule ud.

Administrerende direktør Lars Sandahl Sørensen forudser i hvert fald, at danske virksomheder kan få vanskeligere ved at drive forretning i USA med Trump ved roret.

Frygter handelsrestriktioner

Det handler om de toldmure, som den kommende præsident har truet med at indføre for varer fra blandt andet Kina og Europa.

- Vi kender ikke omfanget af de kommende handelsrestriktioner, men signalet har været, at man vil beskytte amerikanske arbejdspladser og amerikansk økonomi.

- Danske virksomheder har de seneste år investeret mere og mere i USA, fordi vilkårene for at drive og udvikle forretningen i Europa er blevet markant forringet.

- Og nu skal man i endnu højere grad overveje, om man vil flytte produktion dertil, hvis man vil have en del af det marked, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han kalder den kommende periode for "en ny epoke", hvor sammenholdet og samarbejdet i Europa for alvor kommer til at stå sin prøve.

- Det er et kæmpe wake up-call til EU og understreger behovet for at sikre bedre konkurrencekraft på vores indre marked.

- Der er skabt et system, som efterhånden har gjort det så vanskeligt at drive og udvikle virksomheder i Europa, at rigtig mange vælger at placere sig uden for.

- Så det er blevet endnu vigtigere, at man moderniserer og reformerer EU-systemet, siger han.

Lars Sandahl Sørensen understreger dog, at valgresultatet også skaber muligheder for danske virksomheder.

- En stærkere amerikansk økonomi betyder, at der vil blive investeret mere, og det vil vi også få glæde af.

- Danske virksomheder plejer at være dygtige til at finde veje til nye handelspartnere under vanskelige omstændigheder.

- Og der vil stadig være stor efterspørgsel i USA efter for eksempel grønne teknologier, også på delstatsniveau, siger han.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095