Vestjysk Facebook-datacenter er stadig i live
Det er snart to år siden, at Meta satte planerne om et datacenter i Esbjerg på pause.
Men datacentret kan stadig blive til virkelig for Meta, der står bag de sociale medier Facebook og Instagram.
Her lyder det fra Allan Dahl Leiberg, der er miljø- og sekretariatschef for Esbjerg Kommune, at man stadig forventer, at Meta slår sig ned i kommunen.
- Projektet er som bekendt sat på hold. Det er det, fordi Meta er i gang med at revidere og modernisere designet af deres datacentre. Det nye design testes allerede flere steder, og min opfattelse er, at Meta gerne vil indhente erfaringer fra de steder, inden de starter nye byggerier, siger Allan Dahl Leiberg til avisen.
Han fortæller desuden, at han ikke kan sige præcist, hvornår datacentret vil blive etableret, men "der går nok nogle år endnu."
Lang proces
Meta begyndte allerede i 2019 at undersøge mulighederne for at etablere et datacenter i Esbjerg, men de planer blev i første omgang skrinlagt efter de indledende undersøgelser af arealet.
I 2021 ombestemte mediegiganten sig dog, og man købte 212 hektar jord i Andrup øst for Esbjerg.
For cirka to år siden satte Meta så de planer på pause - også dengang var det med henvisning til, at man var ved at revidere sit datacenterdesign.
Udover datacenterplanerne i Esbjerg har Meta allerede et dansk datacenter, der ligger i Odense.