SDU åbner IT- og tekniske uddannelser i Vejle
Efter flere års tilløb bliver Vejle nu universitetsby.
Syddansk Universitet (SDU) åbner en afdeling i Vejle i 2026. Det sker med støtte fra Lego-koncernen. Det fortæller parterne i en pressemeddelelse.
De første uddannelser, der startes, bliver bacheloruddannelser i kunstig intelligens, computervidenskab, software og interaktiv teknologi.
- Med SDU Vejle skaber vi et forsknings- og uddannelsesmiljø i international klasse, hvor vi bringer forskningen tættere på praksis og innovation i samarbejde med det lokale erhvervsliv, siger rektor for SDU Jens Ringsmose.
Støtte fra Lego
Lego-koncernen støtter den ny campus i Vejle økonomisk og flere andre virksomheder ventes at følge efter. Der bliver oprettet et teknisk fakultet og et naturvidenskabeligt fakultet.
Lederne af de to fakulteter bliver ansat som såkaldte Lego Chairs. Det refererer til et samarbejde og udveksling mellem Lego-koncernen og undervisning og forksning på uddannelserne.
Lego's administrerende direktør Niels B. Christiansen er glad for det nye samarbejde:
- Vi sætter stor pris på vores nye samarbejde med SDU om etableringen af IT-uddannelser på universitetsniveau i Vejle. Vi har taget store skridt mod at blive en mere digital organisation og er i dag tre gange så mange digitale eksperter som for tre år siden.
- Samarbejdet med SDU vil bringe os tættere på nye digitale talenter i fremtiden. Samtidig kan vi dele vores digitale erfaringer og ambitioner og dermed bidrage til SDU’s høje faglige niveau, siger han.
Politisk støtte
Der er politisk støtte til etablering af IT- og tekniske uddannelser i Vejle. I marts 2022 afsatte forligspartierne bag aftalen om udflytning af uddannelser 19 mio. kr. til etablering af IT- og STEM-uddannelser i Trekantområdet.
Det er planen, at ca. 400 studerende kan begynde deres bacheloruddannelse i 2026. Heraf vil omtrent halvdelen være internationale studiepladser. Fra 2028 er planen, at der også skal oprettes kandidatuddannelser på campus i Vejle.
SDU vil allerede i år begynde at rekruttere videnskabeligt personale til de nye uddannelser.
Syddansk Universitet har hovedsæde i Odense og har regionale campus'er i Kolding, Esbjerg, Sønderborg, Slagelse og København. Universitetet har 20.000 studerende og knap 7.000 ansatte.