Fond sender millioner efter dansk rum-iværksætteri
Danmark tager et stort skridt mod at blive et kraftcenter for rumteknologi.
Det er i hvert fald hensigten for Industriens Fond, der har bevilget godt 7 millioner kroner til DISCO-projektet med henblik på at styrke rum-iværksætteriet i Danmark.
Det oplyser Industriens Fond i en pressemeddelelse.
- Vi skal gøre det danske iværksættermiljø inden for rumteknologi til det bedste i Europa. På den måde sikrer vi, at vi her i Danmark former en ny generation af iværksættere, der bruger rummet som springbræt til innovation og forretningsudvikling, udtaler udviklingsdirektør i Industriens Fond, Charlotte Kjeldsen Krarup, om projektet, der er etableret i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og IT-Universitetet i København.
Vil omdanne studerende til iværksættere
DISCO-projektet, som står for Danish Student Cubesat Program, har tidligere primært fokuseret på rumteknologi og satellitter på de danske universiteter. Med den nye bevilling udvides fokus til at omfatte rum-iværksætteri.
Projektet bliver en åben platform, hvor studerende, iværksættere og virksomheder i fællesskab kan bygge og opsende cubesats - små satellitter, der kan udføre missioner i rummet.
- Vores rolle på universiteterne er at uddanne og udvikle de næste generationer af entreprenører inden for rumteknologi. Vores studerende får adgang til den nyeste forskning og teknologi, så flere kan tænke kreativt og omsætte idéer til løsninger i en sektor, der oplever betydelig vækst disse år, udtaler Lone Ryg Olsen, erhvervsdirektør på Aarhus Universitet.
Ambitionen er, at mere end 400 studerende bliver iværksættere som en konsekvens af deres deltagelse i projektet. Dette skal ske gennem praktisk erfaring med rumteknologi og muligheden for at teste produkter i rummet.
DISCO-projektet forankres hos The Kitchen, Aarhus Universitets startup-hub, hvor studenter-iværksætteri er i fokus og understøttes med særlige startup-tiltag og vækstforløb.