Forsvarsminister: Danmark skal satse mere på forsvarsindustrien
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er i begyndelsen af ugen i Washington D.C. i USA, hvor han deltager i forsvarsmessen AUSA 2024.
Det gør han blandt andet for at mødes med de danske virksomheder, der har en stand på messen.
Selv om dansk forsvarsindustri ikke spiller en lige så stor rolle som i flere af landene omkring os, glæder forsvarsministeren sig til at møde "de innovative danske forsvarsvirksomheder", siger ministeren i en skriftlig kommentar til Ritzau.
- De er med til at styrke samarbejdet mellem Danmark og USA yderligere. Og med krig i Europa er der brug for at styrke forsvarsindustrien og modernisere det danske forsvar.
- Derfor har det aldrig været vigtigere, at vores forsvarsindustri er repræsenteret rundt om i verden, skriver han.
Danmark skal til at satse mere på forsvarsindustri, end det har været tilfældet indtil nu, mener Troels Lund Poulsen.
Europa og Nato har et problem, fordi der mangler produktionskapacitet, og industrien kan derfor ikke følge med efterspørgslen.
Ved et topmøde i sommer blev Natos medlemmer enige om en ny "forsvarsindustriel standard", og ved samme lejlighed forpligtede Danmark sig også til at følge netop den standard.
- Og vi skal gøre vores i Danmark. Det kræver, at vi styrker samarbejdet med forsvarsindustrien endnu mere.
- Det ser vi eksempelvis ved ammunitionsfabrikken i Elling, hvor vi netop er ved at genetablere en dansk ammunitionsproduktion, så vi også hjælper til med at sikre ammunitionsforsyningen og samtidigt bliver mindre afhængige af andre lande, skriver Troels Lund Poulsen.
Desuden skal danske forsvarsindustri også støttes i at "udvikle sig og udbrede deres gode løsninger til vores allierede". Det kan blandt andet ske ved en forsvarsmesse som Ausa, skriver forsvarsministeren.
Forsvaret køber omkring 14 procent af sit materiel hos danske leverandører.
Dansk Industri (DI) forventer, at industriens omsætning de kommende år vil stige, blandt andet som følge af øgede investeringer i forsvar i Danmark og udlandet.
/ritzau/