23948sdkhjf

Nordjyder indtager splinternyt domicil

Asetek har i første omgang lejet en del af kontorarealet til en anden virksomhed

Asetek er flyttet i nye rammer.

Den nordjyske virksomhed, der blandt andet producerer væskekøling til gamingcomputere, har slået dørene op til et nyt domicil på 14.000 kvadratmeter, som skal huse de 80 danske medarbejdere.

CEO André Sloth Eriksen fortæller, at man næsten er i mål med flytningen.

- Omkring 90 procent er flyttet nu. Der er en lille smule produktion tilbage i det gamle, for vi har en vigtig produktlancering, og der ville vi ikke løbe risikoen i at flytte midt i det, siger André Sloth Eriksen.

Til rekruttering af nye medarbejdere

Det nye domicil ligger i Svenstrup syd for Aalborg og tæt på E45-motorvejen.

Den placering er valgt ud fra en tanke om, at det vil gøre det væsentligt lettere at rekruttere nye medarbejdere, der kan komme fra eksempelvis Aarhus.

- Det kan være svært at få de rette folk, så det kommer til at spille ind, at de kan spare 20 minutter, sagde André Sloth Eriksen i august i fjor.

Udover at kunne rekruttere personale ser André Sloth Eriksen også andre fordele ved det nye domicil. Han mener, det markerer et nyt kapitel for Asetek.

For i samme ombæring har virksomheden hyret to nye vice presidents. Dermed er hele Aseteks direktion samlet i Aalborg. Det skal blandt andet være med til at styrke forretningsområdet Simsports, som Asetek satser stort på.

Asetek omsatte i 2023 for godt 500 millioner kroner. Virksomheden er udover Aalborg til stede i USA, Kina og Taiwan.

André Sloth Eriksen fortæller desuden, at man i første omgang kommer til at leje en del af kontorarealet ud til den ligeledes aalborgensiske virksomhed Turftank.

Om Asetek

  • Nordjysk virksomhed stiftet i 1997 af André Sloth Eriksen, der stadig er CEO.
  • Har gennem mange år leveret væskekøling til gamingcomputerproducenter.
  • Har senest udvidet sortimentet med SimSports-segmentet, der er motorsportssimulationer til computer.
  • Holder til i Aalborg.
  • Var i mange år noteret på Oslo Børs, men har siden 2023 været noteret på hovedbørsen i København.

Kilde: Asetek

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.845