23948sdkhjf

Her er den nye digitaliseringsminister

Caroline Stage Olsen har været kommunalpolitiker, tobakslobbyist og særlig rådgiver. Nu bliver hun minister for digitalisering

Hun er et ukendt ansigt for mange. Men i København, partiet Moderaterne og i tobaksindustrien klinger navnet Caroline Stage Olsen genkendeligt.

Den nye digitaliseringsminister for Moderaterne, 33-årige Caroline Stage Olsen, har politisk erfaring fra sine seks år på Københavns Rådhus.

Her var hun medlem af Borgerrepræsentationen fra 2014 til 2020 og politisk ordfører for Venstre.

I knap halvandet år var Caroline Stage Olsen politisk chef for Moderaterne.

Senest har hun i to måneder været særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) fra juli i år til nu.

Senere onsdag overtager hun officielt posten som digitaliseringsminister fra Marie Bjerre (V), der nu skal være europaminister.

Caroline Stage Olsen var overrasket over indholdet af den telefonsamtale, hun havde med Lars Løkke Rasmussen onsdag, hvor hun blev tilbudt ministerposten.

- Jeg var ikke overrasket over Lars' opkald, men jeg var noget overrasket over emnet. Det må jeg nok erkende, siger hun til TV 2.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger ved præsentationen af det nye ministerhold, at hun kender den nye digitaliseringsminister som meget dygtig.

- Vi laver et rent digitaliseringsministerium og sætter Caroline Stage - et for mange helt ukendt ansigt - ind.

- Jeg kender Caroline som en meget, meget dygtig politiker, og både jeg og regeringen finder det klogt at samle alt, der har med digitaliseringen at gøre, et sted, siger Mette Frederiksen..

Selv om Caroline Stage Olsen de seneste år har arbejdet med politik i kulisserne, har hun tidligere fået sine knubs i mediemøllen under sin tid i Borgerrepræsentationen i København.

Det skete i 2017, hvor kommunikationsrådgiver Jonas Juhler Hansen delte et screenshot af Stage Olsens LinkedIn-profil, hvor hendes ansættelse hos den internationale tobaksproducent Britisk American Tobacco fremgik.

Samtidig var hun sundhedsordfører for Venstre i Københavns Borgerrepræsentation.

Det udløste stor debat på sociale medier og i avisklummer.

Caroline Stage Olsen har til TV 2 tidligere forklaret, at hun aldrig havde prøvet at skjule sit job hos tobaksproducenten og selv havde bedt Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i København om at vurdere hendes habilitet.

Konklusionen var, at hun var inhabil. Derfor deltog hun ikke i politiske forhandlinger, hvor der kunne være habilitetsproblemer.

- Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man som deltidspolitiker kan have et job ved siden af. Og jeg er så heldig at have et job i en stor international virksomhed, hvor jeg lærer en masse.

- Men jeg er også pinligt bevidst om at holde mit politiske virke og mit fuldtidsarbejde meget adskilt, sagde hun til TV 2 i 2017.

Caroline Stage Olsen er uddannet cand.merc fra CBS. Hun er i et parforhold og er mor til en datter og to bonusdøtre.

Den nye minister bor på Frederiksberg.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078