23948sdkhjf

Lys-konkurs kan styrke østrigeres position i Danmark

Tridonic fra Østrig har været på indkøb i konkursboet efter Nordic Power Converters. 

Tidligere på ugen kunne vi fortælle, at østrigske Tridonic har opkøbt aktiviteterne i det konkursramte Nordic Power Converters (NPC). Hos Tridonic lyder det dog, at man blot har underskrevet en aftale om at købe patenter og produkter, men lukningen af handlen er endnu ikke afsluttet.

Opkøbet er ifølge Javier Carracedo Cordovilla, der er segmentchef for indoor solutions and innovation hos Tridonic, en god mulighed for at øge virksomhedens samlede omfang.

- Det var oplagt at købe aktiverne i NPC og vokse vores portefølje. Ud fra et teknologiperspektiv er det især på grund af deres miniaturisering. Deres produkt kan nærmest ikke ses, og når produktet er integreret i et loft, er det usynligt. Det er det, som mange af vores kunder er ude efter, og det var dét, vi så potentiale i, siger han.

Nordic Power Converters har haft svært ved at tjene penge, men det er ifølge Javier Carracedo Cordovilla ikke et udtryk for, at teknologien har haltet. Det er bare et svært marked, men kvaliteten er høj, mener han.

- De seneste år har været svære for industrien. Så når en virksomhed som NPC specialiserer sig i et nichemarked, så er der altid en risiko ved at satse snævert. Men vi ved, at det er et produkt af høj kvalitet, så vi har ingen bekymringer for kvaliteten, siger Javier Carracedo Cordovilla.

Vil vokse i Danmark

Javier Carracedo Cordovilla fortæller videre, at aftalen om købet af aktiverne i Nordic Power Converters er med til at styrke Tridonics portefølje generelt. Han mener desuden, at det også kan være med til at styrke den østrigske virksomheds tilstedeværelse i Danmark.

- Vi står stærkt i Europa, og vi står også stærkt i de nordiske markeder, selvom der er andre lysvirksomheder i de nordiske lande. Men det er en del af vores strategi for at fortsætte væksten i Europa og Norden, siger Javier Carracedo Cordovilla og slår fast:

- Det her er uden tvivl en mulighed for at vokse i det danske marked.

Om Tridonic

  • Østrigsk virksomhed stiftet i 1956.
  • Leverer en lang række produkter inden for belysning, herunder LED-moduler og -styringer.
  • Hovedsæde og produktion i Dornbirn i Østrig og yderligere produktion i Serbien, England og Kina.
  • Omsatte i 2023 for 299 millioner euro og havde over 1.500 ansatte på verdensplan.

Kilde: Tridonic

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062