Dommer afgør, at Google bryder lov med monopol
Google har brudt amerikansk lovgivning med sit monopol på onlinesøgninger og dertilhørende reklamer.
Det har en føderal dommer afgjort mandag i en sag, som er anlagt af USA's justitsministerium. Det er ministeriets første sejr mod et monopol i over 20 år, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ministeriet havde sagsøgt techgiganten for at have en markedsandel på henholdsvis 90 og 95 procent, når det gælder søgning online og smartphones.
Dommeren bemærkede, at Google havde betalt 26,3 milliarder dollar i 2021 for at sikre, at selskabets søgemaskine er standard på smartphones og browsere samt for at beholde sin dominerende markedsandel.
Beløbet svarer til omkring 179,2 milliarder danske kroner.
- Retten når frem til følgende konklusion: Google er et monopol, og det har handlet som et for at bevare sit monopol, skriver distriktsdommer Amit Mehta.
Internetkæmpen har en "kæmpe og hidtil stort set uset fordel i forhold til sine rivaler: standarddistribution", tilføjede han.
Alphabet - som er Googles moderselskab - siger, at det planlægger at appellere dommen. Selskabet har dog endnu ikke sat ord på sagens udfald.
Ifølge nyhedsbureauet AFP kan dommen få stor betydning for, hvordan sektorens store selskaber i fremtiden kommer til at agere.
Det er første gang i mere end 20 år, at det amerikanske justitsministerium fører en sag mod en techvirksomhed.
I 1998 førte justitsministeriet en sag mod Microsoft. Den handlede om, at justitsministeriet regnede styresystemet Windows for at have monopolstatus.
Microsoft tabte sagen, men den blev appelleret. Det endte med et forlig, hvor Microsoft i 2001 gik med til at ændre en del af sin forretningspraksis.
Mandagens sag blev anlagt under ekspræsident Donald Trumps administration.
Det er den første større afgørelse i en række af sager, der drejer sig om anklager om techmonopoler. Fire andre sager mod blandt andet Meta, Amazon og Apple har ligeledes kurs mod de føderale retssale.
/ritzau/Reuters