Vækstvirksomhed siger farvel til sin første CFO
Aalborg-virksomheden Wirtek, der den seneste tid har haft travlt med opkøb, skal se sig om efter en ny finansdirektør.
Således meddeler den nordjyske IT-udvikler i en selskabsmeddelelse, at virksomhedens CFO, Aurora Pestesan, har valgt at opsige sin stilling. I samme ombæring fremhæves direktørens resultater i sin tid i virksomheden, hvor hun i 2022 blev den første CFO.
"Aurora Pestesan har stået i spidsen for digitaliseringen af mange nøgleprocesser i implementeringen af et nyt ERP-system og har bidraget til utallige vigtige resultater i sin tid hos Wirtek," lyder det i meddelelsen.
Ifølge Wirtek har hun valgt at opsige sin stilling af private årsager, men hun kommer til at fortsætte som CFO indtil midten af oktober.
Wirtek ønsker Aurora Pestesan held og lykke fremover og oplyser, at man har igangsat processen med at finde hendes afløser.
Wirteks seneste travlhed kommer på baggrund af først overtagelsen af aktiviteterne i konkursramte Seluxit og siden opkøbet af den portugisiske software-virksomhed Pragmasoft.