Motorola har vokseværk
Motorolas nordjyske udviklingsafdeling er i stærk vækst. På seks måneder er medarbejderstaben blevet udvidet fra 275 ansatte til snart at runde godt 350.
Siden Motorola overtog udviklingsafdelingen i Aalborg fra BenQ i maj måned, er det gået stærkt med at udvide aktiviteterne.
- Det har selvfølgelig taget noget tid at få afdelingen ind i Motorola-verdenen, efter vi overtog det fra BenQ, men nu kører de for fuld styrke, og de første resultater fra Aalborg vil komme ind i produkterne fra starten af næste år, siger administrerende direktør i Motorola Danmark, Bo Wassberg til Computerworld.
Motorola har i dag over 600 medarbejdere i Danmark.