23948sdkhjf

Chemometec fortsætter nedturen efter fyret direktør

Chemometec har gang i et tungt år, hvor den administrerende direktør er blevet fyret, og omsætningen falder kraftigt

Det har været et stormombrust år hos Chemometec.

Kvartalsregnskab efter kvartalsregnskab viser fald i omsætningen, og driftsresultatet dratter ligeledes ned.

Toplinjen er senest faldet med 6 procent til 98,9 mio. kr. Det viser det tredje kvartalsregnskab for 2023/2024.

"Omsætningen af instrumenter har været faldende som følge af kundernes fortsatte tilbageholdenhed med at købe nye instrumenter," skriver Chemometec i selskabsmeddelelsen

Instrumenterne, som virksomheden sælger, er celletællingsudstyr til blandt andet forskning og celleterapi. 

Blandt Chemometecs kunder finder man medicinalkæmperne Novartis, Novo Nordisk, Lundbeck, AstraZeneca samt Johnson & Johnson.

Chemometec
Regnskabsår 2023/24 (Q3) 2023/24 (Q1-Q3)
Omsætning (mio. DKK.) 98,9 298,2
Omsætningsfald 6 % 14 %
EBITDA (mio. DKK.) 43,1 136,2
EBITDA-fald 23 % 32 %
EBITDA-margin 44 % 46 %
Kilde: Chemometec

Fyret direktør

I marts blev adm. direktør Rasmus Kofoed fyret. Fyringen skete otte måneder efter hans ansættelse.

Bestyrelsesformanden i Chemometec, Niels Thestrup, har kaldt ansættelsen en fejl.

- Vi erkender, at det i bagklogskabens ulidelige klare lys var en fejl at ansætte Rasmus Kofoed. Men er der styr på butikken? Ja, det mener vi bestemt, der er. Vi skal huske, at der i Chemometec sidder rigtig mange års erfaring med celletællere og viden relateret dertil. Rasmus Kofoed har været her de der 7-8 måneder, og har jo ikke den viden og erfaring, har Niels Thestrup udtalt til MedWatch tidligere.

Rasmus Kofoed blev erstattet i marts af 31-årige Martin Helbo Behrens. Han var netop blevet forfremmet til driftsdirektør i virksomheden i februar.

Dykkende driftsresultat

Fratrædelsesaftalen med Rasmus Kofoed har påvirket kvartalsregnskabet i negativ retning.

"Omkostningerne i 3. kvartal og i de første ni måneder af 2023/24 var generelt højere end i samme periode sidste år, hvilket primært skyldes øgede personaleomkostninger. Personaleomkostningerne har i 3. kvartal blandt andet været påvirket af engangsomkostninger i forbindelse med organisationsændringer, herunder fratrædelsesomkostninger til den tidligere CEO", skriver selskabet.

Driftsresultatet er dykket med 23 procent i tredje kvartal til 43,1 mio. kroner. Ligeledes er EBITDA-margin faldet med 9 procentpoint til 44 procent.

Ser man på en længere tidshorisont, har hele 2023/2024 været skuffende, idet omsætningen og driftsresultatet er faldet med hhv. 14 og 32 procent. 

12. april udsendte Chemometec en meddelelse, hvoraf det fremgik, at virksomheden justerede deres forventninger til omsætningen ned til 400-415 mio. kr. Det er 20 mio. kr. lavere end først udmeldt. En nedjustering i samme størrelsesorden på driftsresultatet blev annonceret samtidig.

Disse forventninger fastholdes, fremgår det af det netop udsendte kvartalsregnskab.

Chemometec har cirka 150 ansatte, sælger udstyr til mere 100 lande og omsatte for knap 450 mio. kr. i regnskabsåret 2022/2023.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.562