CEO har sendt et signal med fabriksåbning
I begyndelsen af året åbnede Deif en splinterny elektronikfabrik, og det har gjort en række arbejdsgange lettere.
- Vi har taget SMD-produktionen hjem fra en underleverandør, så nu har vi det hele på én fabrik, hvor der er komponenter og råprint i den ene ende og færdige produkter i den anden, fortæller CEO Christian Nielsen.
Direktøren fortæller, at Deif har set fordelene ved at have det hele samlet, selvom der har været gode ting ved at få produceret dele ved underleverandører. En af fordelene har blandt andet været på leveringstiden.
- Vi kan levere lynhurtigt, og det er klart, at hele kæden går hurtigere, når tingene ikke skal pakkes ned, pakkes op, færdigmonteres og så pakkes igen, siger Christian Nielsen.
Sender et signal
Og så handler det ifølge Christian Nielsen også om, at man med den nye fabrik kan sende et signal om, hvilken type virksomhed, Deif er.
- Det er også et statement i sig selv, at vi laver det hele selv. Det åbner nogle døre, at vi kan vise os frem på den måde, siger Christian Nielsen og henviser til det nyligt indgåede samarbejde med østrigske AVL om siliciumkarbid-baserede convertere.
- Det var aldrig sket, hvis vi ikke havde den nye fabrik, siger Christian Nielsen.
I fuld drift
Christian Nielsen fortæller, at processen med at bygge fabrikken har stået på længe, og at det som udgangspunkt er gået fint, men at der har "været masser af udfordringer".
Med etableringen af elektronikfabrikken har det været en nødvendighed at ansætte "enkelte nøglemedarbejdere," men ellers består en stor del af elektronikproduktionen af automatiserede processer.
Det har også gjort Deif i stand til at få fabrikken i fuld drift stort set med det samme, fortæller direktøren.