Konnektor-kæmpe får ny topchef
Den sydtyske ekspert i stikforbindelser ODU har fået ny topchef.
Valget er faldet på tyskeren Henner Spelsberg, som erstatter Kurt Woelfl på posten.
"Som ny topchef i ODU GmbH vil Dr. Henner Spelsberg vil fortsætte og videreudvikle ODUs satsning på kreativitet, opfindsomhed og innovativ styrke. Han kommer til ODU med en solid baggrund som ingeniør, ledelseskonsulent og topchef i industrien og træder nu ind i ODUs direktion, bestående af i alt tre direktører. Spelsberg bliver ordførende direktør med særligt ansvar for salg, marketing, porteføljestyring og automotive," lyder det i en pressemeddelelse fra konnektor-virksomheden.
Henner Spelsberg kommer senest fra en stilling som CEO hos TIB Chemicals.
I ODU kommer han til at stå i front for en direktion bestående af ham selv, Robert Klemisch og Josef Leitner.
Den nu tidligere CEO, Kurt Woelfl, skal fremover være en del af bestyrelsen i ODU.
Om ODU
- Producent af konnektorer stiftet i 1942.
- Holder til i Mühldorf i det sydlige Tyskland.
- Har i alt 2.700 medarbejdere og har produktion og distribution i Rumænien, USA, Kina og Mexico.
- Har salgsselskaber i Danmark, England, Frankrig, Italien, Sverige, USA, Kina og Japan.
- Leverer blandt andet til medico-, forsvars-, mobilitets- og energibrancherne.
Kilde: ODU