Nordjyder har haft sidste dag på norsk børs
Asetek er færdig på børsen i Oslo.
Det er efterhånden snart et år siden, den nordjyske teknologivirksomhed blev noteret på Nasdaq Copenhagen-børsen, men indtil nu har de fortsat været at finde på børsen i Oslo.
Men nu er det slut, eftersom 26. marts var sidste dag på Oslo Børs for nordjyderne.
Stifter og CEO hos Asetek, André Sloth Eriksen, har tidligere givet udtryk for, at beslutningen om at skifte til København kom i forbindelse med, at virksomheden alligevel skulle rejse kapital.
I samme forbindelse gav han udtryk for, at der ikke længere var samme argumenter for at være noteret nordpå, som da noteringen fandt sted i 2013, mens de også gerne ville tættere på investorerne i hjemlandet.
- Dengang var der ikke et børsmarked for mindre virksomheder som vores i Danmark, så derfor stod valget mellem Oslo og Stockholm. Men vi har lært i Norge, at mange ser os som "dem fra Danmark", så analytikere og pressen har ikke fulgt os så tæt. Og i Danmark har vi været "dem der er noteret i Norge", sagde André Sloth Eriksen til Electronic Supply i fjor.