Nyt om navne: EMS'er henter ny ledelsesprofil
Den succesfulde EMS-virksomhed CB Svendsen har oprustet i ledelsen.
Værløse-virksomheden har hyret Peter Estrup Nielsen som ny quality manager, hvor han kommer til at arbejde med kvalitetsoptimering og skal sikre nye certificeringer.
- Vi er glade for at byde Peter velkommen i vores organisation. Hans erfaring og faglige kompetencer supplerer vores mål og ambitioner, og vi ser frem til at udnytte hans kompetencer til at styrke vores position på markedet, udtaler administrerende direktør Jakob Svendsen i en pressemeddelelse.
Peter Estrup Nielsen kommer til CB Svendsen med mange års erfaring fra medicovirksomheden Otometrics og senest fra lyd-virksomheden Icepower.
"Hans ekspertise og omfattende viden inden for kvalitetsstyring, projektledelse, NPI, og hans evne til at levere resultater, vil være afgørende for virksomhedens mål og strategier," lyder det videre i pressemeddelelsen.
- Udover at forfine vores kvalitetsprocesser ser jeg frem til at lede indsatsen for at opnå yderligere relevante certificeringer, hvilket vil styrke vores position på markedet og vise vores forpligtelse til kontinuerlig forbedring og ekspertise, udtaler hovedpersonen selv.
Peter Estrup Nielsen startede i CB Svendsen ved årsskiftet.