Automationshus får ny medejer og topchef
For Cestek er ansættelsen af Thomas Jansen som direktør et vigtigt skridt i at styrke virksomheden i fremtiden. Målet er at udvide positionen som en stærk partner i dansk industri gennem udvikling af organisationen og løsningsporteføljen til kunderne.
Morten Bodilsen, nuværende CEO i Cestek, udtaler i en pressemeddelelse:
- Vi har, siden jeg startede i 2016, brugt mange ressourcer på at skabe et robust fundament og vækste Cestek. I ledelsen har vi arbejdet fokuseret på at udvikle en organisation med et stærkt, arbejdsomt drive og med et professionelt mindset. Nu er vi kommet til et punkt, hvor vi har behov for at fordele arbejdsopgaverne anderledes for at forløse vækstpotentialet i Cestek. De nye tiltag giver Cestek endnu flere muligheder for at vokse i samarbejde med vores medarbejdere, partnere og kunder.
- Praktisk vil det betyde, at alle omkring Cestek vil se os have et stort fokus på tiltrækning af nye medarbejdere, salg af eksisterende ydelser til nye kunder og en strukturering af endnu flere arbejdsgange til glæde for både medarbejdere og kunder, tilføjer han.
Morten Bodilsen indtager fremover rollen som chief sales officer, CSO.
Stor salgserfaring
Thomas Jansen kommer med en omfattende operationel og kommerciel erfaring inden for automationsbranchen og har sit særlige fokus på ledelse, salg og forretningsudvikling
Senest kommer han fra en stilling som head of sales, Denmark hos Omron Industrial Automation, og før det har han blandt andet været export director hos Nilan og global key account manager hos Bosch Rexroth.
- Jeg føler mig ekstremt heldig og begejstret over at blive en del af Cestek, hvor kreativitet, handlekraft og service er en dedikeret tilgang til arbejdet, og hvor medarbejder-teamet fokuserer på at levere deres bedste til kundernes tilfredshed. Jeg glæder mig til at bidrage til yderligere vækst for Cestek, med mange nye innovative projekter, siger Thomas Jansen.
Cestek er en automationsvirksomhed, der specialiserer sig i at levere avanceret produktionsudstyr, der indeholder eksempelvis servo og robotteknologi.