UV-virksomhed erklæret konkurs ved en fejl
Den danske UV-virksomhed UV Agri er gået konkurs.
Og så alligevel ikke.
Overfor Finans fortæller Anders Samuelsen, at konkursbegæringen skyldtes, at UV Agri havde misset et skattekrav på 180.000 kroner.
- Vi har været i dialog med kammeradvokaten, og trådene er redt ud - og dermed bliver konkursbegæringen ophævet i løbet af i dag, sagde Anders Samuelsen til Finans fredag.
Den forhenværende politiker er direktør for moderselskabet UVH, der udover UV Agri også står bag UV Laser, UV Medico og UV Equestrian.
UV Agri laver UV-lys til brug i landbruget, hvor lyset kan dræbe bakterier og vira.
Virksomheden er ejet af milliardæren Lars Seier Christensen.