Jysk eltavle-producent får ny direktion
Eltavle-producenten Pro-Automatic har oplevet stor vækst de seneste år, men de hviler ikke på laurbærerne af den grund.
For nu omrokerer de i virksomhedens øverste lag for at fortsætte fremgangen. Således kommer den hidtidige produktionsdirektør, Sonni Tønder, til at flytte til en rolle som udviklingsdirektør, mens salgschef Peder Pedersen bliver salgsdirektør.
De to indtræder i direktionen sammen med administrerende direktør Michael Schrøder.
- Jeg ser frem til at styrke direktionen med kapaciteter som Sonni Tønder og Peder Pedersen. De leder Pro-Automatic, som var det deres egen virksomhed, og kaster sig begge ambitiøst over udviklingsopgaver. Samtidigt så evner de at få engageret medarbejderne og ledere i udviklingen, og de ønskede mål og resultater bliver indfriet, udtaler Michael Schrøder i en pressemeddelelse.
Om Pro-Automatic
- Eltavle-producent etableret i 1992.
- Leverer til blandt andet elinstallatører, industrisektoren, sundhedssektoren og energisektoren.
- Holder til i Holsted i Vejen Kommune og har desuden en afdeling i Albertslund samt datterselskabet Fleks Tavler i Vejle.
- Har 208 ansatte.
Kilde: Pro-Automatic
Stor vækst skal fortsætte
Pro-Automatic har i løbet af de seneste år vokset medarbejderstaben fra 119 til 208 ansatte. Ifølge Michael Schrøder har Sonni Tønder en stor del af ansvaret for den vækst.
- Sonni får ting til at ske. Produktionen er udviklet over tid fra en ”håndværker-virksomhed” til en produktionsvirksomhed, og ihærdigt har Sonni skaleret produktionen til, hvor Pro-Automatic er i dag. Han har et stort kendskab til Pro-Automatic, er bredt funderet og derfor den helt rette til positionen som udviklingsdirektør, lyder det fra Michael Schrøder.
Direktøren roser ligeledes Peder Pedersen for sin indsats som salgschef. Han har været en del af virksomheden i 24 år har i de seneste tre år været en "drivkraft i salgsteamet, hvad angår væksten af ordrer blandt andet til den grønne omstilling."
Erfaren Velux-profil som produktionschef
Mens Sonni Tønder træder ind i sin nye rolle, har Pro-Automatic hyret et nyt navn til at stå i spidsen for produktionen.
Der er tale om Niels Kristensen, der kommer til virksomheden efter 28 år i Velux.
- Jeg har igennem længere tid haft øje på Pro-Automatic, idet jeg oplever, at kulturen og passionen er noget helt enestående. Jeg ser meget frem til at få bragt mine kompetencer og erfaringer i spil, så vi sammen kan styrke produktionen yderligere, udvikle medarbejderne og ikke mindst fastholde produktionen i Danmark, lyder det fra Niels Kristensen, der får titlen produktionschef.
Ændringerne træder i kraft pr. 5. februar.