23948sdkhjf

Nyt om navne: Udviklingsdirektør fylder 50

Morten Støvring, global udviklingsdirektør i IT Business i Schneider Electric Danmark, fyldte 50 år den 8. juli.
Som passioneret svæveflyver med et utal af timer i logbogen har Morten Støvring lært at læse vejrliget og i tide træffe de beslutninger, der giver maksimal opdrift og dermed længst mulig flyvetid på de givne betingelser.

Evnen til at fastholde fokus og bevare roen i et omskifteligt og til tider turbulent IT-marked er nok også medvirkende til, at svagstrømsingeniøren Morten Støvring nu har solid rygvind som øverste chef for det globale udviklingscenter i IT Business i Schneider Electric Danmark, der omfatter udviklingsteams i Frankrig, Kina og Danmark, hvor udviklings- og designcentret i Kolding alene tæller 190 medarbejdere.

Med base i Kolding leder og motiverer Morten Støvring de mange kreative hjerner i ind- og udland med særligt fokus på videreudvikling af virksomhedens globalt anvendte trefasede UPS-systemer, der sikrer stabil og driftsikker strømforsyning til de allerstørste datacentre inden for blandt andet bankverdenen, telebranchen og industrien.

Morten Støvring har taget IT-branchens termiske op- og nedture som en positiv udfordring, siden han startede som udviklingsingeniør i 1987 i Silcon Power i Kolding. Det blev siden en del af American Power Conversion Corporation (APC), hvor Morten Støvring i 2001 tog rorpinden som administrerende direktør. Derefter medvirkede han til at omdanne produktionsvirksomheden til et rent udviklings- og designcenter. I 2007 blev APC en del af den globale energispecialist Schneider Electric, hvilket betød, at Morten Støvring ligeledes fik ansvaret for en række udviklings- og forskerteams i udlandet, der nu er sammentømret i ét globalt team, der taler samme sprog og bruger fælles værktøjer.

Selv i en virtuel IT-verden er der fortsat behov for synlig ledelse og nærvær, så Morten Støvring tilbringer derfor fortsat mange timer i de øvre luftlag på vej til og fra sine teams. Selv har han sluppet rorpinden, da familien og sommerhuset i Mols Bjerge nu kommer i første række. Det trækker nok også, at hustruen Vibeke lokker med et køkken, der nyder godt af hendes professionelle arbejde med udvikling af nye smagstoner baseret på naturens egne krydderier.

Morten Støvring er medlem af VL 40 og sidder i bestyrelsen for virksomheden IRD, der udvikler brændselsceller og har Schneider Electric som medejer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11