GPS er nu styrende hos Asetek: - Vi taler det samme sprog
I en stor virksomhed som Asetek er der mange specialister, men det betyder ikke, at specialisterne kun skal kende til deres eget område.
Derfor har Asetek gennem de seneste år sendt en lang række medarbejdere på efteruddannelse. For efter at have introduceret GPS (Geometrical Product Specifications, red.) i en stor del af produktionen, er de kommet frem til, at det gavner virksomheden, at medarbejdere med forskellige kompetencer alle lærer om måleteknik.
- Vi har indført det internationale symbol- og tegningssprog GPS og bruger det til 80 procent af vores tegninger. Samtidig har vi fået nye kolleger i vores R&D-afdeling. Implementeringen af GPS og ansættelsen af nye R&D-medarbejdere har tilsammen skabt et behov for, at vi alle får GPS-undervisning på et internationalt anerkendt niveau, hvor indholdet er det samme som på de kurser, vores leverandører tager, udtaler Jens Peder Nørgaard, senior metrology specialist hos Asetek, i en pressemeddelelse.
GPS-kurset indgår i den såkaldte AUKOM-uddannelse, som giver kursisterne en internationalt anerkendt certificering. Hos Asetek er det ikke blot måleteknikere men også CNC-operatører, udviklingsingeniører og industriteknikere, der har fået oparbejdet kompetencer på området.
Om AUKOM
- AUKOM er et internationalt uddannelseskoncept, som udbydes med identisk indhold i 28 lande og på 17 forskellige sprog.
- Der undervises i den teoretiske baggrund for al måleteknik, herunder grundlæggende metrologi og den matematik, der ligger til grund for metrologien.
- Der undervises også i ISO-standarder og ASME, samt i hvordan disse skal fortolkes. AUKOM er udviklet som et samarbejde mellem de største virksomheder, som bruger og fremstiller måleudstyr, med ekspertbistand fra universitetet i Erlangen.
- AUKOM består af tre grundlæggende trin og et GPS-trin. Hvert trin afsluttes med en prøve, således at man fx skal bestå prøven på AUKOM trin 1 for at blive optaget på AUKOM trin 2. GPS-trinnet kan gennemføres separat.
- Geometric product specifications (GPS) er et symbolsprog, med hvilket man kan udtrykke krav til geometriske egenskaber i mekaniske emner
Kilde: Asetek
Fælles forståelse giver færre afvigelser
Hos Asetek er Per Skareløkke Heinrich, industritekniker i produktionen, glad for at have forbedret kompetencerne.
- Før kurset var der ind imellem uenighed om, hvordan man skulle tolke tegninger. I dag er vi enige om, hvordan vi skal tolke tegninger og målerapporter. Det er især vigtigt, når der er skarpe tolerancekrav. Og med den fælles forståelse får vi færre afvigelser i produktionen og sparer dermed både tid og penge, udtaler Per Skareløkke Heinrich.
Det er Jens Peder Nørgaard enig i.
- I sidste ende kan selv et meget simpelt emne måles på mange måder med mange forskellige resultater uagtet måleusikkerhed, hvis der er tegninger uden GPS. Med tegninger med GPS må emnet kun vendes og måles på én og samme måde, hvilket igen er grundlaget for fremstillingen, siger Jens Peder Nørgaard.