Shape Robotics gør sit indtog på Nasdaq efter vild kursstigning
Mandag morgen var Shape Robotics ledelse og medarbejdere samlet på Nasdaqs danske hovedkvarter på i København for at fejre den første handel med selskabets aktier på Nasdaq Main Market.
Forinden har virksomheden været den andenmest handlede aktie på vækstbørsen First North i 2023, og har kunnet notere sig en samlet stigning i aktieværdi på over 240 procent siden selskabets børsintroduktion.
Nu rykker Shape Robotics altså ind på hovedmarkedet, og tager dermed et spring i ambitionsniveau.
- Nu hvor vi er noteret på hovedmarkedet, bliver vi yderligere blåstemplet som gennemsigtig og ansvarlig virksomhed og i vores dag-til-dag operationelle kontakt med kunder, leverandører, partnere og offentlige institutioner vil Nasdaq-stemplet yderligere understøtte den genkendelse og tillid, vi allerede nyder på tværs af eksisterende markeder, udtaler CEO André Fehrn i en pressemeddelelse.
Organisationen har ifølge direktøren bevist, at den partnerskabsbaserede vækststrategi med lokalt forankrede salgskontorer er effektiv til at sikre kendskab til kunders særlige behov og effektivitet i salgs-, produktions-, og distributionskæden.
Ud over hovedmarkedet Rumænien fokuserer Shape Robotics i den nære fremtid hovedsageligt på Polen, Republikken Moldova og Bulgarien, men selskabet har på længere sigt ambitioner om vækst, også uden for EU, hvor målsætninger om en gennemgribende digitalisering af de nationale uddannelsessystemer nyder høj politisk opmærksomhed og finansiel opbakning.
- Alt taler for at uddannelse af nye generationer i ny teknologi bliver afgørende for konkurrenceevne og jobskabelse og vi kan som organisation med en velafprøvet go-to-market strategi og stærke partnerskaber gro og knopskyde i nye markeder i takt med at denne globale bølge af STEAM-orienteret uddannelse skyller frem globalt, lyder det fra André Fehrn.
Shape Robotics startede som børsnoteret virksomhed i juni 2020 med cirka 850 investorer om bord og en åbningskurs på 9,8 kr. I dag er gruppen af investorer vokset til over 4000 og da den sidste handel med selskabets aktie på vækstbørsen First North indtraf fredag den 17. november 2023 var det i kurs 34.40 kr., svarende til en samlet stigning på 242 procent.