Rovsing Dynamics kåret til årets iværksætter
Rovsing Dynamics er blevet kåret til årets iværksættervirksomhed af det amerikanske konsulenthus Frost & Sullivan. Virkosmheden har netop udviklet et banebrydende system, der kan forudsige maskinsammenbrud.
Denne opfindelse har fået det amerikanske konsulenthus Frost & Sullivan til at udnævne danskerne til årets iværksættervirksomhed. Det skriver dagbladet Børsen i dag.
Det er normal procedure, at store motorer med jævne mellemrum skal lukkes ned for at blive serviceret og inspiceret. Pauser som er meget kostbare. Danskernes nye system kan spare virksomheder mellem en kvart og en halv mio. kr. Større maskinhavarier til søs kan koste lang tid og mange penge at udbedre.
Prisen gives til et mindre eller mellemstore virksomheder for udvikling af et unikt og banebrydende produkt med stort markedspotentiale.
- Rovsing Dynamics vægter forskning og udvikling meget højt og arbejder kontinuerligt på at videreudvikle teknologien til at omfatte overvågning og vedligeholdelsesprognoser for stort set alle typer af roterende maskiner, siger Frost & Sullivan om udnævnelsen af den danske virksomhed til avisen.