Ny nedjustering fra Roblon
Regnskabsåret 2022/2023 går ikke helt som planlagt hos nordjyske Roblon, der producerer maskiner til fremstilling af kabler, fibre og tovværk.
Torsdag eftermiddag nedjusterede Roblon forventningerne til regnskabsåret. Der var tredje gang i år, man måtte tage det skridt.
Da regnskabsåret blev skudt i gang var det med en forventning om en omsætning på 430-470 mio. kr. og et resultat af primær drift før særlige poster (ebit) på 10-25 mio. kr.
Siden blev forventningerne nedjusteret i juni og august – og altså nu igen i går. Roblon forventer nu en omsætning på 345 mio. kr. og et ebit på -18 mio. kr.
Nedjusteringen skyldes, at Roblon i de seneste år har udbygget sin produktionskapacitet inden for FOC-markedet, som er produktion af fiberoptiske kabler. Her har Roblon fabrikker i både Europa og USA.
- Imidlertid har et stort og voksende FOC-marked siden slutningen af 2022 oplevet en afmatning, som fra foråret 2023 har taget fart i nedadgående retning. Denne globale markedsnedgang har regionalt især ramt de to største FOC-markeder – Kina og USA, men også Europa er ramt, skriver Roblon i en fondsbørsmeddelelse.
Roblon forventer stadig markant vækst på længere sigt, og allerede i 2024 forventer man, at FOC-markedet er vendt tilbage til en normal situation.
Det betyder dog ikke, at Roblon kommer til at brage igennem lydmuren. I 2023/2024 forventer den nordjyske virksomhed en omsætning på 370 mio. kr. og et ebit på 0 mio. kr.