Skadet telekabel er opdaget i Østersøen
Et undersøisk telekabel mellem Sverige og Estland er blevet beskadiget, meddeler den svenske civilforsvarsminister, Carl-Oskar Bohlin, på et pressemøde tirsdag.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvad der har forårsaget skaderne, siger han ifølge den svenske tv-station SVT.
- Vi kan på nuværende tidspunkt ikke vurdere, hvad der har forårsaget skaden, siger Bohlin.
- Det er ikke et totalt kabelbrud, men en delvis skade, siger han og tilføjer, at kablet trods skaden stadig fungerer.
Det sted på kablet, der er beskadiget, ligger uden for Sveriges territorialfarvand.
Skaden menes at være sket omtrent samtidig med, at der natten til 8. oktober blev opdaget en skade på gasrørledningen Balticconnector mellem Finland og Estland.
I samme ombæring blev der også fundet en skade på et datakabel mellem de to lande.
På det tidspunkt sagde Finlands præsident, Sauli Niinistö, at landet mistænker kræfter udefra for at have en finger med i spillet.
De berørte svenske aktører samarbejder tæt med deres finske og estiske kolleger, siger Bohlin tirsdag.
Siden en eksplosion sidste år ramte den store gasrørledning Nord Stream 2 i farvandet tæt ved Bornholm, har der været øget fokus på den følsomme infrastruktur af kabler og ledninger, der ligger på havbunden i især Østersøen.
Her findes et stort antal fiberkabler, der blandt andet leverer internetforbindelse og anden telekommunikation.
Estlands premierminister, Kaja Kallas, sagde fredag til SVT, at hun ikke ville begynde at spekulere i, hvad der kan have forårsaget skaden på Balticconnector.
- Efterforskningen er i gang, så på nuværende tidspunkt vil jeg helst ikke spekulere, sagde hun.
- Der er mange tænkelige hændelsesforløb. Vi lader efterforskerne gøre deres arbejde, og imens kan vi øge beskyttelsen af kritisk infrastruktur, så meget vi kan.
/ritzau/