Franske mikrobatterier på vej til dansk elektronik
Franske batterier er på vej på det danske marked.
Det er i hvert fald håbet hos den franske mikrobatteri-producent Iten og den danske distributør More Electronics. For med en ny aftale kommer More Electronics til at repræsentere Iten i salgsøjemed i de nordiske og baltiske lande, og aftalen vækker glæde hos More Electronics.
- Vi ser den teknologi, Iten har udviklet med ikke-giftige, ikke-brændbare og produktionsvenlige batterier, som meget interessant og som et godt match til vores portefølje af low power trådløse produkter og løsninger inden for energy harvest, udtaler CEO for More Electronics, Peter Frederiksen, i en pressemeddelelse.
Hos Iten er håbet, at samarbejdsaftalen kan være med til at fremme forretningen.
- En sådan aftale er en nøgle til vores kommercielle udvidelse i Europa. More Electronics har en lang erfaring i disse områder og et godt kendskab til markederne og de produkter, som Itens mikrobatterier henvender sig til, udtaler Chief Revenue Officer i Iten, Alain Jutant.
Om More Electronics
- Stiftet i 1995.
- Holder til i Brøndby og opererer i hele Skandinavien og Baltikum.
- Har ingen produktion selv, men fungerer som salgsrepræsentanter for producenter af elektroniske komponenter.
- Sælger for producenter af blandt andet trådløse løsninger, elektromekaniske komponenter, displays og kabler.
Kilde: More Electronics