23948sdkhjf

Danfoss-boss kåret til Årets Erhvervsprofil 2023

Kim Fausing har gjort en tydelig, positiv forskel for dansk erhvervsliv og samfundet, lyder det fra juryen

Kim Fausing, president & CEO for Danfoss, er kåret til Årets Erhvervsprofil 2023.

Han har været hos Danfoss i over 15 år og været administrerende direktør siden 2017. Juryen fremhæver blandt andet i sin begrundelse, at Kim Fausing viser handlekraft og mod og er ikke bange for at tage et ekstraordinært ansvar som topchef og gå forrest på den grønne agenda:

- Under Kim Fausings ledelse er Danfoss næsten fordoblet og løftet op i en helt ny liga. Visionen er at være en globalt ledende partner med teknologier, der skal bane vejen for den grønne omstilling, og samtidig har Danfoss sat som mål, at koncernen skal være længst fremme på ESG- og bæredygtighedsdagsordenen, siger Mogens Nørgaard Mogensen, senior Partner og administrerede direktør i PWC, der uddeler prisen, i forbindelse med udnævnelsen.

Med Kim Fausing i spidsen er ambitionen for Danfoss, at virksomheden skal være den førende teknologipartner i store betydende sektorer og reducere udledning af CO2 gennem energieffektivitet, lavere emissioner og elektrificering.

- Han gør dermed en stor forskel på klimaagendaen og er fortaler for miljø og diversitet. På trods af, at industrivirksomheden Danfoss rekrutterer blandt kandidater, hvor der er en klar overvægt af mænd, har topchef Kim Fausing alligevel sat sig selv i spidsen for at gøre Danfoss mere mangfoldig, fortsætter Mogens Nørgaard Mogensen.

En rollemodel

Juryen lægger også stor vægt på, at Kim Fausing er en rollemodel. Han er en fremragende debattør, og han har markeret sig i den offentlige debat på relevante erhvervsemner og er en god kommunikator.

- Han er en meget aktiv deltager i politiske debatter, hvor han er med til at sætte agendaen inden for såvel diversitet og den grønne omstilling. Han arbejder for at både Danmark, Danfoss og andre danske virksomheder får mest mulig ud af den grønne omstilling, og udviser en ægte interesse for samfundet med en klar stemme i debatten, uddyber Mogens Nørgaard Mogensen.

Synlige vækstresultater

Kim Fausing har med et langt sejt træk udviklet selskabet og skabt synlige resultater for Danfoss, der har været på en imponerende vækstrejse. Danfoss kom ud af 2022 med et rekordregnskab, hvor omsætningen blev bedre end forventet og steg med 36 procent til cirka 77 mia. kr. Den organiske vækst endte på 15 procent. Driftsresultatet (ebita) steg 26 procent til EUR 9 mia. kr. med en margin på 11,9 procent, hvilket var i overensstemmelse med forventningerne. De gode takter er fortsat i første halvår af 2023, hvor omsætningen steg 13 procent til 41 mia. kr. med en organisk vækst på 8 procent.

- Selvom den geopolitiske situation på industrikoncernens tre vigtige markeder – Europa, USA og Kina – er anspændt, ryster det ikke Kim Fausing, og med flere og meget betydelige opkøb, herunder opkøbene af Eaton Hydraulics og Semikron, har han sikret, at Danfoss bliver en mere og mere markant virksomhed internationalt, udtaler Mogens Nørgaard Mogensen.

Han henviser også til Danfoss’ opkøb af tyske Bock, som er en af verdens førende producenter af kompressorer til køle- og varmeapplikationer med klimavenlige naturlige kølemidler, der har konsolideret virksomhedens position som den førende leverandør af grønnere køle- og varmeløsninger.

- Med opkøbene står Danfoss bedre positioneret til vækst i alle regioner end nogensinde før, understreger Mogens Nørgaard Mogensen.

Kim Fausing er desuden i stand til at samle folk om en opgave og komme i mål med fokus på samarbejde, interessenthåndtering og diplomatiske evner.

- Kim Fausing gør det kort sagt fantastisk godt, men deler gerne æren med sine kolleger eller andre erhvervsledere. Desuden er han utrolig behagelig og velbegrundet i sine synspunkter og holdninger, og der er altid handling bag hans ord, slutter Mogens Nørgaard Mogensen.

Om prisen

PWC uddeler i samarbejde med en professionel jury prisen "Årets Erhvervsprofil". Prisen kan gå til en person, en samlet direktion eller bestyrelse, som blandt andet har gjort en tydelig positiv forskel for dansk erhvervsliv - samfundet/offentligheden. Går foran i forhold til væsentlige områder som for eksempel diversitet, bæredygtighed og digitalisering og viser handlekraft og mod - og er en rollemodel. Markerer sig i den offentlige debat for året på relevante erhvervsemner og er en god kommunikator. Skaber synlige resultater for sin(e) virksomhed(er) - ledelse og/eller værdiskabelse, og er i stand til at samle folk om et formål/en opgave og komme i mål med fokus på samarbejde, interessenthåndtering, diplomatiske evner.

Juryens består af:

  • Søren Skou, bestyrelsesformand for Maersk McKinney Møller Center for Zero Carbon Shipping med flere
  • Henrik Poulsen, bestyrelsesformand for Carlsberg Group med flere
  • Pernille Erenbjerg, professionelt bestyrelsesmedlem
  • Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden med flere
  • Marianne Wiinholt, group CFO hos WSAudiology og bestyrelsesmedlem
  • Jeppe Christiansen, CEO for Maj Invest og bestyrelsesmedlem
  • Anne Broeng, bestyrelsesformand for Velliv og bestyrelsesmedlem for NNIT, med flere
  • Jørgen Jensen, bestyrelsesformand for 3shape, Ambu og Velux
  • Mogens Nørgaard Mogensen, senior partner og administrerende direktør i PWC
Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11