Shape Robotics nærmer sig polsk opkøb
Shape Robotics er på vej med en ny udvidelse i det polske marked.
Edtech-virksomheden er færdig med deres due dilligence-proces og kan inden længe færdiggøre købet af den polske teknologivirksomhed Skriware.
Det oplyser Shape Robotics i en selskabsmeddelelse.
Der er endnu ikke underskrevet nogen købsaftale, men ifølge meddelelsen har Shape Robotics underskrevet et letter of intent om købet, og derfor er det blot et spørgsmål om tid, før det lykkes.
"Når den endelige aftale er på plads, vil virksomheden kommunikere resultatet og slagplanen i en selskabsmeddelelse," lyder det i meddelelsen.
Skriware er i stil med Shape Robotics en edtech-virksomhed. De beskæftiger sig hovedsageligt med 3D-print, programmering og robotter samt uddannelseslokaler.