Ny model skal styrke IT-virksomheder
Op mod 50 procent af danske virksomheder inden for it-branchen formår ikke at føre strategier og nye tiltag ud i livet. Det skal ny model fra IT Universitetet nu følge op på.
Modellen består af 20 parametre, som kan bruges til at afgøre, hvor i en organisation, der skal sættes ind, således virksomhederne løbende kan forbedre sig.
- Vi har udarbejdet en såkaldt ImprovAbility-model, der bruges som et værktøj til at måle en virksomheds styrker og svagheder. Vi måler på 20 forskellige parametre, som vores forskning har vist er afgørende for, om en it-virksomhed opnår succes eller fiasko med de forbedringer, de ønsker at gennemføre, forklarer Jan Pries-Heje, der er leder af projektet og lektor ved IT-Universitetet i København til avisen.
Modellen er udviklet sammen med ATP, Danske Bank, PBS og SimCorp. De samme virksomheder har efterfølgende deltaget i et forløb, hvor modellen blev afprøvet.
Modellen rummer ifølge ErhvervsBladet to dimensioner og kan derfor bruges på flere niveauer i virksomheden. Anvendes den på organisationsniveau ligger fokus på at gøre virksomheden mere innovativ, og i forhold til projektforløb kan modellen bruges til at evaluere og dermed forbedre virksomhedens projektarbejde.
ImprovAbility modellen er bygget på interviews om succes og fiasko i 14 projekter. Jan Pries-Heje og hans kollegaer foretog mere end 50 interviews, idet de både talte med ledelse, kunde- og projektansvarlige om de samme projekter.