Hun bliver ny direktør for DI Digital
Det bliver den 50-årige Camilla Ley Valentin, der fremover skal stå i spidsen for elektronik-virksomhederne i Dansk Industri.
Hun tiltræder den 1. november som branchedirektør for DI Digital, der er landets førende branchefælleskab for virksomheder, der beskæftiger sig med tech, software, it og elektronik.
Det oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse.
Camilla Ley Valentin kommer til DI fra en stilling som Head of Explore i A.P. Møller-Mærsks venturefond, Maersk Growth, hvor hun var med til at styrke samarbejdet på tech- og klimaområdet mellem iværksættermiljøet og den danske logistikgigant.
I DI skal hun også stå i spidsen for erhvervsorganisationens arbejde med at digitalisere Danmark og danske virksomheder, lyder det i meddelelsen.
- Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at finde en så kompetent og erfaren profil som Camilla. Det er en både stor og vigtig opgave, hun skal løfte med at hjælpe vores tech-virksomheder og tegne vores digitaliseringspolitik i en tid, hvor den teknologiske udvikling fortsætter med kolossal hast, ikke mindst når det gælder kunstig intelligens, siger DI’s medlemsdirektør, Anders Søndergaard Larsen, i meddelelsen.
Erfaren iværksætter
Camilla Ley Valentin har gennem flere år været en kendt iværksætter i Danmark blandt andet som medstifter og mangeårig HR- og marketingdirektør for Queue-it. Hun har sideløbende blandt andet været forperson for bestyrelsen i Vækstfonden og bestyrelsesmedlem i EIFO og TechBBQ.
- Det er med stor glæde og ydmyghed, at jeg har takket ja til opgaven. Digitaliseringen spiller en central rolle i Danmarks udvikling, hvor det helt enkelt ikke er en mulighed at fejle, hvis vi vil sikre vores fælles fremtid. Det er nu, vi skal handle, og vi skal gøre det med stor omhu og omtanke. Jeg ser frem til at bidrage til den fælles fremdrift sammen med DI Digitals medlemmer og team, siger Camilla Ley Valentin.
Camilla Ley Valentin var medstifter af teknologivirksomheden Queue-it i 2010. Virksomheden har i dag 200 ansatte og leverer en SaaS-platform, der hjælper brands med at forbedre kundeoplevelsen.
Camilla Ley Valentin afløser Rikke Hougaard Zeberg, der tidligere er skiftet til en stilling som direktør for Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur.