23948sdkhjf

Danish Aerospace-direktør er optimistisk trods underskud

Danish Aerospace Company omsatte i første halvår for 9,9 millioner kroner, og dermed var der tale om en tilbagegang fra 11,0 millioner kroner i samme periode sidste år.

Driftsindtjeningen (ebitda) endte med et lille underskud på 0,4 millioner kroner mod et overskud i første halvår 2022 på 0,6 millioner kroner. I samme periode faldt resultat efter skat med 1,3 millioner kroner og endte dermed med et underskud på 1 million kroner. Underskuddet skyldes ifølge regnskabet hovedsageligt finansielle udgifter samt kursudviklingen på amerikanske dollars.

På trods af underskuddet er administrerende direktør Thomas A. E. Andersen dog optimistisk.

- Dette er en ekstremt travl periode for Danish Aerospace, hvor vi har produceret vores træningsudstyr til statslige og kommercielle kunder, samtidig med opsendelse af nyt udstyr og teknologier til afprøvning i rummet. Den danske astronaut Andreas Mogensens Huginn-mission til den Internationale Rumstation markerer begyndelsen på en specielt spændende mulighed for Danish Aerospace. I løbet af hans seks måneder lange ophold i kredsløb vil Andreas være blandt de første til at afprøve DAC’s nye Fergo rumcykel, bygget til Nasa, og opsendt til ISS i starten af august, siger han.

I løbet de seks måneders på ISS skal Andreas Mogensen teste DAC’s wearable teknologi i rummet, brugen af virtual reality med DAC’s træningsudstyr, samt test af vandrensningsteknologier udviklet i samarbejde med Aquaporin Space Alliance.

Udover kontrakten med Nasa er Danish Aerospace Company langt inde i fremstilling, montage og integration af E4D-træningsudstyr til ESA og Axiom. Dette involverer ifølge den fynske virksomhed betragtelige indkøb af komponenter, mekanisk fremstilling, både internt samt fra flere underleverandører, og med tilhørende overfladebehandling af disse dele.

På baggrund af udviklingen i første halvår fastholder DAC forventningerne til hele 2023. Man regner stadig med en omsætning på 24-27 millioner kroner og et ebitda på 3-4 millioner kroner.

Danish Aerospace Company A/S
Regnskabsår 1. halvår 2023 1. halvår 2022
Valuta Mio. kr. Mio. kr.
Nettoomsætning 9,9 11,0
Bruttoresultat 7,6 8,4
Resultat før afskrivning (ebitda) -0,4 0,6
Driftsresultat -0,8 0,2
Periodens resultat -1,0 0,3
Balancestatus 42,3 29,4
Egenkapital 20,4 19,7
Kilde: DAC

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094