Eksportvækst til Sverige
Svenskerne nyder godt af danske varer. Dansk eksport til Sverige er mere end fordoblet de seneste 10 år – og eksporten til nabolandet ventes fortsat at vokse i fremtiden.
Sverige er et land med en god økonomi, og det har danskerne nydt godt af. Siden 1997 er eksporten til Sverige mere end fordoblet, og udsigten til fortsat at forøge eksporten ser positiv ud.
- Vi forventer en høj stigning i eksporten til Sverige i år på mellem 8 - 10 pct., og dermed fortsætter den høje eksportvækst fra sidste år, siger Jens Brendstrup, cheføkonom i erhvervsorganisationen Handel, Transport og Serviceerhvervenes Interesseorganisation (HTS-I), til avisen.
Vækstudsigten i eksporten til Sverige finder sit grundlag i, at svenskerne er blevet mere købelystne. De har fået flere penge mellem hænderne.
Jens Brendstrup forventer en vækst i det svenske privatforbrug på 3,2 % i år, og det vil kunne ses på den danske eksport.