To profiler forfremmes til VP i Schneider Electric
Hos Schneider Electric byder sommeren på omrokeringer og forfremmelser i virksomhedens top.
For både Gustav Gustavsson Kippel og Ruben Kilgast har fået nye stillinger.
Gustav Gustavsson Klippel, 39 år, er pr. 1. juli 2023 forfremmet til Vice President for Schneider Electrics nordiske og baltiske division inden for Global Services. Her skal han stå i spidsen for at øge virksomhedens fokus på services inden for energioptimering og digitalisering i regionen. Han kommer senest fra en stilling som VP for Digital Energy i Schneider Electric Danmark og har ialt mere end 15 år i koncernen og flere lederstillinger bag sig.
I forbindelse med forfremmelsen er Gustav Gustavsson Klippel indtrådt i virksomhedens nordiske og baltiske ledelse.
- Jeg er meget glad for denne nye og spændende rolle, hvor jeg får mulighed for yderligere at udvikle og løfte vores services på baltisk og nordisk niveau. Digitalisering, elektrificering og energioptimering er afgørende for at accelerere den grønne omstilling, og det er en mission, mit hjerte banker særligt for, siger Gustav Gustavsson Klippel, Schneider Electric.
Gustav Gustavsson Klippel arbejder til dagligt på Schneider Electrics hovedkontor i Ballerup men bor i Sverige med sin kone og tre børn. Han har tidligere bidraget som ekspert i den rådgivende nonprofitorganisation SEK Svensk Elstandard og Voltimum.
Fra salgsdirektør til VP
Også 48-årige Ruben Kilgast forfremmes til VP - han bliver det for den danske Digital Energy-division. Her får han det overordnede ansvar for at lede og udvikle Schneider Electrics portefølje af grønne bygnings- og energiteknologier inden for elektrificering, energioptimering og digital transformation. Samtidig kommer han til at stå i spidsen for at lede Digital Energy-divisionens flere end 225 medarbejdere i Danmark.
Ruben Kilgast er en del af Schneider Electrics danske ledelse og kommer fra en stilling som salgsdirektør for den danske Industry-division, hvor han og teamet i løbet af fem år har mere end fordoblet omsætningen.
- Schneider Electric er en ’people-virksomhed’, hvor vi har stort fokus på at motivere og udvikle medarbejderne – og det er også det, der driver mig. Jeg er derfor glad og ydmyg over at overtage denne spændende rolle, hvor ledelse og udvikling af mit dygtige team er vejen til vores succes, siger Ruben Kilgast.
Ruben Kilgast har arbejdet i Schneider Electric i syv år og har mere end 20 års erfaring fra branchen blandt andet fra stillinger i Rockwell Automation, Lemvigh Muller og Strøm Hansen A/S.
Privat bor han sammen med sin kone og 3 børn i Terndrup i Nordjylland.