Dansk it-løsning på israelske hænder
Fremadstormende Tracexpert er nu fuldstændigt opkøbt af israelsk koncern. Den århusianske it-virksomhed har vokset sig stor på løsning, der afslører fejl under produktion af elektroniske komponenter.
- Vores system har styr på hver eneste komponent, der skal være på et printkort. Hvis maskinen sætter en forkert komponent på, opdager vi det øjeblikkeligt og stopper maskinen fysisk, siger adm. direktør Sten Dyrmose til Dagbladet Børsen.
Tracexpert har på verdensplan fem konkurrenter og er de senere år blevet en stor spiller inden for sit felt. Det kan også ses på omsætningen, der i år forventes fordoblet og nå 100 mio. kr.