Danmark bygger robotbro til USA
Odense Robotics styrker nu sine relationer på tværs af Atlanten. Det sker med en ny samarbejdsaftale mellem den danske robotklynge og Pittsburgh Robotics Network, der er en af USA's største robotnetværk.
- Det er starten på et meget spændende partnerskab. Der er mange ligheder mellem vores to økosystemer, og sammen kan vi skabe nye vækstmuligheder for virksomheder i begge lande. Pittsburgh er en af verdens førende robotøkosystemer, så vi er meget stolte over samarbejdsaftalen med Pittsburgh Robotics Network, siger Søren Elmer Kristensen, CEO hos Odense Robotics, i en pressemeddelelse.
- Danske robotvirksomheder vil ud i verden, og USA er en af industriens største eksportmarkeder. Samtidig vil Pittsburgh tættere på den danske robotindustri, fordi vi har et stærkt økosystem med forskning og udvikling i verdensklasse. Aftalen er en ”win-win” for begge parter, og vi glæder os til at komme i gang. Det er vores ambition at indgå flere aftaler med internationale robotklynger i fremtiden, fortsætter han.
Aftalen blev offentliggjort onsdag på robotmessen Automatica i München, hvor Odense Robotics og Pittsburgh Robotics Network deltager i fælles aktiviteter for at promovere industrisamarbejde.
Pittsburgh møder Danmark
Pittsburgh er en af verdens førende centre for robotter, autonome systemer og kunstig intelligens. Ligesom Danmarks robotøkosystem er Pittsburghs vokset på baggrund af banebrydende forskning, succesfulde virksomheder og et stærkt økosystem med offentlig opbakning. Pittsburgh og Danmark kan lære meget af hinanden, siger direktøren fra Pittsburghs robotnetværk.
- Den stigende globale efterspørgsel på automationsløsninger betyder, at den danske og amerikanske robotindustri deler mange af de samme muligheder og udfordringer. Dette strategiske partnerskab baner vejen for nye vækstmuligheder for virksomheder i Danmark og Pittsburgh-regionen. Danmark deler vores vision om at forbinde vores robotøkosystem med globale markeder for at styrke økonomisk vækst. Derfor er vi meget begejstrede for dette partnerskab med Odense Robotics, siger Jenn Apicella, interim executive director hos Pittsburgh Robotics Network.
Der er mere end 100 robotvirksomheder i Pittsburgh, som også er hjemsted for det anerkendte Carnegie Mellon University. Universitetet etablerede verdens første ph.d.-program inden for robotteknologi i 1988 og er hjemsted for verdens største robotforskningscenter Robotics Institute. Forskning om selvkørende biler startede her i 1980'erne, og i dag er byen en global hub for teknologien. Pittsburgh-regionen har modtaget 62,7 mio. dollars til at accelerere anvendelsen og kommercialiseringen af robotteknologi.