AI-startup uden konkurrenter: - Vi oplever en enorm appetit
For en angribende fodboldspiller er et mål uden målmand et drømmescenarie. Og det er netop sådan markedssituationen ser ud for startup-virksomheden Sentispec.
Virksomheden har udviklet en række forskellige lagerløsninger, der er baseret på kunstig intelligens, og på nuværende tidspunkt er der ingen, der kan levere lignende løsninger. Hverken i Danmark eller globalt.
- I forhold til vores løsning til lageroptælling, er der nogle dronebaserede virksomheder, som tilbyder en lignende løsning. Den er bare meget dyrere. På vores andre produkter har vi slet ingen konkurrence, fortæller Andreas Claudi, som er administrerende direktør hos Sentispec.
Det er selvsagt en særdeles favorabel position, og virksomheden oplever da i den grad også, at dens produkter bliver efterspurgt.
- Så snart vi taler med kunderne, oplever vi en enorm appetit på at komme i gang. Den største udfordring for os er egentlig, at vi stadig er et relativt lille dansk startup, som nogle gange har svært ved at informere markedet om, hvad der egentlig kan lade sig gøre med vores løsning, siger Andreas Claudi.
Unik skalering
Sentispec løsninger er baseret på både kunstig intelligens og mere traditionel teknologi som kameraer og softwareprogrammer.
Systemerne følger varen fra modtagelse, over lagring, og til læsning. Kunstig intelligens anvendes til at sikre at varernes lokation altid er kendt og validerer når varerne læsses så antallet af fejl minimeres. Samtidig måles fyldningsgrader på alle trailere og containere, så ruteplanlægning kan optimeres og både omkostninger og CO2-udledning kan reduceres.
Blandt kunderne er der både logistikvirksomheder, producenter og detailvirksomheder. Kort sagt alle der opererer med lagersystemer.
Andreas Claudi, vil ikke oplyse, hvem Sentispecs største kunde er, men fortæller at det er en virksomhed med en årlig omsætning på op mod 400 mia. kroner.
Den slags virksomheder har mere end et lagersystem, og efterspørger en løsning der kan skaleres til samtlige lagre. Det kan Sentispec levere, og det er netop det, der gør virksomheden unik.
- Fordi kunstig intelligens ikke er så god til de dynamiske miljøer, er det ret svært at skalere fra et enkelt lager til flere hundrede. Det er netop det problem, vi har løst. Og det er altså så svært, at der åbenbart ikke rigtig er nogen andre, der har gjort det endnu, forklarer Andreas Claudi.
Pludselig på mode
Det seneste år har succesen hos Sentispec fået et yderligere skub af den generelle medvind, som kunstig intelligens har haft.
Da den nyeste version af chatbotten ChatGPT blev lanceret i vinters, fik det nemlig stor international opmærksomhed. Det har bragt kunstig intelligens på forsiden af verdens medier og på de fleste menneskers læber.
- Vi rider på en bølge, hvor folk pludselig har fået øjnene op for, at kunstig intelligens kan bruges til en masse ting. Tidligere har der været rigtig mange pitches af kunstig intelligens, som ikke har leveret det, der blev lovet. Selvkørende biler er måske det bedste eksempel. ChatGPT har rykket ved den opfattelse hos folk, siger Andreas Claudi.
Om et par måneder håber Andreas Claudi på at kunne annoncere en meget stor kunde. Der er tale om en stor ikke-navngiven dansk virksomhed, som er til stede i hele verden.
Udover Danmark er virksomheden til stede i 5 andre nordeurpæiske lande. Næste skridt er USA og Asien og til det projekt har virksomheden netop fået en investering på 25 millioner kroner fra de to investeringsfonde Founderment og People Ventures.
Hvis alt går, som det skal, håber virksomheden på at kunne servicere 10 procent af den globale transportsektor inden for en kort årrække.