Fom Technologies ændrer i ledelsen og etablerer sig i USA
Fom Technologies justerer ledelsesteamet per 1. juni med ansættelse af Allan de Neergaard som ny CSO (chief sales officer).
Allan de Neergaard erstatter hermed Michael Bjerregaard Andersen, som forlader selskabet.
Med titel af CSO får Allan de Neergaard det fulde globale salgsansvar i Fom Technologies-koncernen. Han har en mangeårig erfaring med salg af højtavancerede tekniske maskiner og udstyr og kommer fra en stilling som director of sales i kvanteteknologi-selskabet QDevil samt president i QDevils amerikanske datterselskab QDevil Inc.
QDevil er et af verdens førende selskaber indenfor kvanteelektronik, og ansættelsen understreger, at dette område har stigende kommerciel interesse for Fom Technologies, i kombination med selskabets øvrige to strategiske fokusområder, som er materialeforskning indenfor sol og batterier.
CEO Michael Stadi udtaler:
- Vi er meget stolte og glade for at kunne tiltrække så stærk og erfaren en kompetence som Allan de Neergaard til at lede vores globale vækstrejse på salgssiden. Sammen med founder Martin Kiener og det øvrige salgsteam er vi nu klar til at vokse vores globale salgsaktiviteter i Danmark og i USA væsentligt herfra.
Etableringen af en permanent medarbejderbase i USA skal forøge selskabets tilstedeværelse i USA og være en markant forstærkning af selskabets synlighed på et meget væsentligt marked.