23948sdkhjf

Målrettet indsats skal tiltrække flere lærlinge hos Mekoprint

Mange elektronikvirksomheder har store vanskeligheder med at tiltrække arbejdskraft, og det starter allerede i de tidlige år, hvor virksomhederne har svært ved at tiltrække lærlinge.

Det vil nordjyske Mekoprint gøre noget ved, så nu gør de deres ypperste for at få de unge ind i folden, fortæller de i en pressemeddelelse.

Initiativet kommer i kølvandet på, at 11 arbejdsgiverforeninger under Dansk Arbejdsgiverforening har lanceret et politisk udspil om erhvervsuddannelserne for at sikre et varigt kvalitetsløft af uddannelserne og gøre dem mere attraktive for unge. Udspillet skal ses i lyset af, at alt for få unge vælger at blive faglærte.

Udfordringen er, at det er svært at vinde kampen om de unges opmærksomhed, for de fleste piger og drenge vælger en gymnasial uddannelse, selv om de måske burde vælge en anden vej.

Mekoprint har nu 12 lærlinge, og der er ingen udsigt til, at behovet for lærlinge falder – tværtimod. Forholdsvis mange medarbejdere går på pension i de kommende år samtidig med, at Mekoprint har ambitioner om yderligere vækst.

- Gennem en målrettet indsats forsøger vi at øge interessen for vores virksomhed blandt unge, der vil tage en erhvervsuddannelse. Vi giver lærlingene udfordringer og et varieret forløb, så de er rigtig godt klædt på, når de er færdige med deres lærlingetid. Vi giver dem ansvar og får dem til at føle sig som en del af holdet fra start, siger Mekoprints administrerende direktør Anders Kold, der påpeger, at Mekoprint som regel har succes med at ansætte de unge efter endt lærlingeforløb.

Manglende viden og vejledning

Ifølge Mekoprints HR-direktør, Marianne Reenberg, skyldes manglen på lærlinge især en manglende viden om, hvad faget kan og hvilke fremtidsmuligheder, der er.

- Der er for eksempel ikke ret mange, der ved, hvad en industritekniker laver, og vi er nødt til at få fortalt de unge – og deres forældre - at der er mange spændende muligheder på virksomheder som vores. Desværre kan vi se, at vejlederne på folkeskolerne har et begrænset indblik i de uddannelser og jobmuligheder, der knytter sig til industrivirksomheder, siger Marianne Reenberg.

Hun mener derfor, at det er vigtigt - både for Mekoprint men også for andre lignende virksomheder i branchen - at de unge bliver bedre informeret om mulighederne.

- Det er vores indtryk, at eleverne bliver vejledt om de uddannelser og job, som vejlederne kender, og vi mener, at mange unge derfor bliver vejledt forkert. Det fører til, at mange drenge og piger begynder på handelsskole eller gymnasiet, uden at de er blevet tilstrækkeligt informeret om erhvervsuddannelserne, og det er rigtig ærgerligt for alle parter. Der er behov for mere viden hos vejlederne og et tættere samarbejde med erhvervslivet. Det bidrager vi gerne til, lyder det fra Marianne Reenberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063